Hvornår begyndte man at bruge efternavne?

1. september 2009

De tidligste efternavne, eller familie- og slægtsnavne, kom sandsynligvis i brug i den romerske republik omkring 500 f.Kr. Hver person fik ud over et fornavn også et efternavn, som gik i arv i familien, og som var den vigtigste del af navnet. I det nordlige Europa fik de fleste børn deres fars fornavn som efternavn, fx Lars Peterssøn eller Maren Sigurdsdatter – det kaldes patronymiske efternavne og bruges stadig i Island (som fx Vigdís Finnbogadóttir) og på Færøerne. I dag ender de mest almindelige skandinaviske efternavne på sen eller son, fordi de er dannet af patronymer. Skikken med, at hele familien fik det samme efternavn, vandt indpas på forskellige tidspunkter i Europa. I Frankrig allerede i 1200-1300-årene, nogle steder i Tyskland i 1500-årene – i det nordlige Tyskland, der ligesom Skandinavien brugte patronymiske efternavne, noget senere. I arabisksprogede lande får børn også tit patronymiske efternavne, fx søn af Khaldun: ibn Khaldun. Også i de arabiske lande får flere dog slægtsnavne i europæisk stil. I Kina og Japan har man også to navne, men her står efternavnet før fornavnet. Rundt om i verden findes der dog stadig små samfund, hvor man ikke nødvendigvis får et efternavn, men kun et fornavn.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: