Leger alle børn ens?

Er det de samme lege, børn leger overalt, og har de altid leget disse lege?

1. september 2009

Mange børnelege er både internationale og meget gamle. En af verdens ældste hinkeruder er fx hugget ind i gulvet i Forum Romanum. Under erobringen af Europa anlagde romerne brolagte veje, der var oplagte som grundlag for hinkeruder, der på den måde kan have bredt sig ud over Europa. Men hinkeruder i forskellige udformninger findes også i lande som Kina, Indien, USA og Rusland, og princippet med at sparke en sten foran sig er det samme overalt. Andre internationale, gamle lege og legetøj er top, trillebånd, bold, terninger, dukker, kugler, yoyo og terre (marmorterninger). Terre er en videreudvikling af de fodrodsknogler, som man oprindelig brugte til at spå med i det gamle Grækenland. Man kaster og griber knogler eller terninger i forskellige figurer. Yoyoen er afbildet på oldgamle græske vaser; nogle mener, den stammer fra Kina. Snoreleg, hvor man danner figurer med et stykke snor, leges over hele verden, og visse gamle sanglege er også internationale. Det gælder fx Bro Bro Brille, der kendes flere steder i Europa – i England hedder legen London Bridge is Falling Down.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: