West African Drums

Musikkens magt har rødder i biologien

Musik er en af menneskehedens største gåder. Videnskaben er nået frem til, at følelsen for vellyd er rodfæstet i vores biologi, og at vi rammes på humøret af de samme frekvenser.

11. september 2009 af Rasmus Kragh Jakobsen

Talende trommer i Vestafrika hører til i kategorien midt mellem sprog og musik. Trommerne er blandt andet kendt fra yorubafolket i Nigeria og lokelestammen i Congo, som bruger henholdsvis en timeglasformet “dundun”-tromme og udhulede træstammer til at kommunikere over afstande, der er længere, end menneskets stemme kan nå.

Trommerne er i stand til at “tale” ved at imitere toner og rytmer i sproget, og selv om der er risiko for misforståelser, bygger trommesproget ikke på forudbestemte sætninger, men kan ligesom andre sprog kombinere lyde til nye meninger. De talende trommer kan let gå for at være lyd uden formål for de uindviede, men for de indfødte er sproget helt naturligt og nemt at afkode.

Musik er et fænomen, der er unikt for os mennesker, og dets oprindelse er fortsat en uløst gåde for verdens biologer. Modsat de følelser, som mad, drikke, tale og sex kan udløse, er der ikke nogen umiddelbar logisk forklaring på, hvorfor tilsvarende følelser for musik er blevet fremelsket og fastholdt op gennem evolutionen. Og ingen kan benægte den mystiske magt, musikken har over os.

Musik kan få hårene til at rejse sig i nakken og tårerne til at trille os ned ad kinderne. En rus af rene, rå følelser uden det højere intellekts blokerende censur. Musikken har været med os siden tidernes morgen. Vi ved bare ikke, hvorfor eller hvordan den er opstået – eller hvad meningen med den i det hele taget er.

Måske spillede neandertalerne

Hvor langt tilbage i vores forhistorie musikken går, er svært at svare præcist på. Arkæologiske fund af fløjter viser, at mennesker spillede avanceret musik for 32.000 år siden i huler ved Geißenklösterle i Tyskland. Men musikken kan have rødder 150.000 år tilbage, til moderne menneskers oprindelse eller endnu længere. Mindst ét omdiskuteret instrument, også en fløjte, menes at have tilhørt neandertalerne, som skiltes fra vores udviklingslinje for 6-700.000 år siden.

Hvor meget af vores musikalske sans, der egentlig har biologiske rødder, har længe været diskuteret - ikke mindst, om de følelser, musikken vækker, er kulturelt betingede eller helt universelle.

Nu peger et internationalt studie ledet af Thomas Fritz fra Max Planckinstituttet i Leipzig i Tyskland på det sidste. Udstyret med en soldrevet bærbar computer er Fritz rejst dybt ind i Centralafrika for at finde mennesker, der aldrig har fået deres øregange “forurenet” med vestlig musik - de har aldrig hørt radio eller deltaget i en missionsgudstjeneste. I de nordligste dele af Camerouns Mandarabjerge fandt han mafa-folket, der lever uden elektricitet og udøver en meget anderledes musik end Vestens.

21 mafaer gik med til at høre en musik, de aldrig kunne være blevet forberedt på: 42 vestlige, instrumentale numre, inklusive klassisk, rock, pop og jazz, komponeret til at vække de universelle følelser glæde, tristhed og angst.

For hvert stykke musik skulle mafaerne pege på billeder af ansigter, som udtrykte de forskellige følelser. Til trods for, at mafaerne aldrig havde hørt vestlig musik, forbandt de tonerne med det rigtige ansigt i 60 procent af tilfældene. Forskerne kan dermed udlede, at musik på tværs af vidt forskellige kulturer kan vække helt bestemte, universelle følelser. En stærk indikation af, at musik er dybt rodfæstet i Homo sapiens’ biologi.

“Der hersker ingen tvivl om, at musik er en central del af det, der gør os til mennesker,” konkluderer Thomas Fritz.

Babys hjerne registrerer rytme

Fra studier af børn under et år har man også gode indikationer for, at i hvert fald nogle sider af musikken er medfødte. Et helt nyt studie viser, at nyfødte babyer har rytmesans og følger takten i musik.

Det er ikke sådan, at de små rokker med tæerne, når de hører et fedt beat - men en gruppe ungarske og hollandske forskere registrerede simpelt hen rytmen i børnenes hjerner. Ledet af István Winkler fra Ungarns Videnskabelige Akademi i Budapest satte forskerne elektroder på hovedet af 14 babyer, som så lyttede til forskellige tromme-musikstykker.

I ny og næ sprang rytmen et slag over, og et splitsekund efter registrerede elektroderne samme udslag i hjernebølgerne som hos voksne, der forventer noget, som så viser sig ikke at ske. Med andre ord: Babyerne følger rytmen og bliver overraskede, når den brydes. “Vores resultater peger kraftigt på, at rytmesansen er medfødt,” siger István Winkler.

Brain waves baby

Medfødt musikalsk sans

Andre videnskabelige målinger omfatter også hjerneskanninger og peger i retning af, at den musikalske sans er medfødt. En række resultater er de seneste år kommet fra BRAMS (International Laboratory for Brain, Music and Sound Research) i Canada, hvor neurobiologer som Isabelle Peretz og Robert Zatorre dissekerer musikkens biologiske bestanddele. Zatorre har for eksempel som den første brugt hjerneskanninger til at lokalisere, hvor følelser som “rislen ned ad ryggen” aktiveres af musik. Han har også fundet ud af, at rare toner giver udslag i hjernens lykkecentre, og at denne hjerne-aktivitet er tæt forbundet med responsen på blandt andet mad og sex.

Resultaterne er stærke indikationer på, at musik har en evolutionær baggrund. Zatorres kollega, Isabelle Peretz, arbejder også med skanninger og har vist, at tonedøvhed er neurologisk betinget og specifik for musik uden påvirkning af andre evner, eksempelvis sprog.

Tonedøvhed findes hos fire procent af befolkningen, som ikke kan høre, om en tone er falsk, og flere af historiens store personligheder, for eksempel præsident Theodore Roosevelt og revolutionslederen Che Guevara var erklærede tonedøve, uden at det gav dem nogen synderlige problemer med at leve deres liv.

Peretz og kolleger viste for første gang i 2007, at der er en stor arvelig komponent knyttet til tonedøvhed – og dermed, at musik kan være selekteret gennem evolutionen. Spørgsmålet er bare, hvad det er, der har været drivkraften.

Det er et spørgsmål, der også har optaget Darwin. Han anså musik for et af de største mysterier, da “hverken nydelsen eller evnen til at producere musik er af den mindste nytte for mennesket,” som han skrev i bogen “The Descent of Man”. Lige siden har der ikke manglet ideer om drivkraften. Den amerikanske neurobiolog Steven Pinker er ofte citeret for, at “musik er hørelsens flødeskum”, og han fremfører det, man kan kalde nul-hypotesen: At musiksansen blot er et heldigt sammentræf af andre egenskaber.

Musik kan for eksempel trække på den fordelagtige evne at kunne omsætte trykbølger til nuanceret lyd og hjernens evne til at ordne sprogets lyde i overensstemmelse med regler og principper – og de følelser, musik vækker, kan stamme fra ligheder med andre lyde af større biologisk relevans som børns og dyrs lyde.

Musikere har mange partnere

Nul-hypotesen er på ingen måde usandsynlig, men der er også andre gode bud. Nogle forskere - inklusive Darwin - peger på, at musik kan være et resultat af seksuel selektion. At musik så at sige er sexet, og at musikere er tiltrækkende.

Noget af det, der taler for seksuel selektion - ud over talrige anekdoter om, hvor let rockstjerner tiltrækker seksualpartnere - er, at udøvelse af musik kræver brug af flere egenskaber på samme tid, og at en dygtig musiker derfor på det primitive niveau udstråler gode evner for overlevelse. En svaghed ved teorien er, at mennesker af begge køn nyder musik spillet af både mænd og kvinder. En anden svaghed er studierne af babyer, der viser, at musik også kan nydes, længe inden vi når den kønsmodne alder.

En anden udbredt hypotese er musik som et “socialt klister”, der har kunnet forstærke menneskets sammenhold i for eksempel krige, hvor sang kan løfte stemningen blandt udmattede soldater, bringe håb og indgyde mod forud for kamp. Eller omvendt: virke demoraliserende og ildevarslende for fjendens tropper.

Problemet er, at hypoteserne er svære at virkelighedsteste, og uden gode forsøg risikerer de at strande som blot plausible ideer. Der, hvor forskerne har opnået at indsamle flest data, er i forbindelse med en hypotese om, at musik har sin oprindelse i det talte sprog. Teorien bygger blandt andet på den oplagte observation, at både musik og sprog er opbygget af adskilte lyd-elementer (toner og fonemer (sproglige lyde)), der er ordnet i komplekse strukturer efter bestemte regler. Evnen til at mestre begge dele er afhængig af, at man kan tolke de indviklede lydmønstre, som udfoldes i et tidsforløb.

En af fortalerne er dr. Aniruddh Patel ved The Neurosciences Institute i La Jolla, Californien, som sammen med japanske kolleger har påvist en sammenhæng mellem sprog og hvordan, mennesker opfatter musiske mønstre. Det viser sig, at en serie varierende toner, for eksempel lang-kort-lang-kort-lang-kort, opfattes forskelligt i Japan og Europa. Japanerne hører et mønster af lang-kort, mens europæerne hører et mønster af kort-lang.

Forskellen på det, de hører, hænger ifølge Patel sammen med den måde, sproget er opbygget på. De europæiske sprog har et kort ord foran indholdsordet, for eksempel “en bog”, mens det japanske sprog er omvendt: “hon wo” (bog en).

The Mafa people

Vellyd er bare ren biologi

Et andet studie kommer fra nerveforskeren Dale Purves ved Duke University i North Carolina, USA. Han mener, at sprog direkte har formet, hvad vi finder æstetisk i musik. Han gik og undrede sig over, hvorfor nogle få frekvenser ud af alle de 20.000, det menneskelige øre kan opfatte, lyder så harmoniske.

Sammen med kolleger begyndte Purves i 2003 at adskille ordenes vokallyde og opdagede, at de frekvenser, hvor menneskelig tale markerer en ekstra kraftudladning, præcist svarer til de frekvenser, man får, når man slår et klaver an i en skala (12 toner). Purves gik videre med at undersøge sammenhængen mellem tale og musik, og i 2007 fandt han ud af, at de kombinationer af toner, vi synes lyder behagelige på et klaver, findes som frekvenser, der definerer vokallydene i menneskets tale, uanset om det er svensk eller swahili.

Menneskelig tale starter når luft presses op forbi stemmebåndene og får dem til at vibrere i grundfrekvenser, som derefter formes yderligere af blandt andet hovedets resonansrum. Stemmebåndene kan sammenlignes med strengene på en guitar, og resten er guitarkassen.

Det viser sig, at de mest energirige af de resonante frekvenser er afgørende for vokallydene. Med andre ord: Samspillet mellem talens udtale og hjernens tolkning er gennem evolutionen nået til en fordeling af frekvenser, der egner sig til menneskelig kommunikation. “Den underforståede konklusion er, at æstetik i musik reduceres til biologisk information,” siger Purves vel vidende, at det ikke er populært blandt musikere.

Svaret kan være komplekst

Selv om både Patels og Purves’ observationer ser lovende ud, er de ikke beviser, og de kan skyldes tilfældigheder. Men med sproget som grundlag for musikken bliver det nemmere at prøve at forklare, hvad der har drevet udviklingen, fordi en mere nuanceret kommunikation helt oplagt vil have givet vores forfædre enorme fordele i kampen for overlevelse.

Det kan se ud, som om Patel og Purves har fat i den lange ende med sprog-hypotesen, men svaret behøver ikke at være én teori, der er den rigtige. Svaret kan være mere komplekst. Musik er måske den eneste universelle egenskab ved mennesker, der ikke har en åbenlys funktion, som forskerne kan blive enige om.

Der er ingen garanti for, at man nogen sinde kommer til at forstå musikken og dens oprindelse, men måske vil det rette eksperiment en dag afsløre vores musikalske adfærds kerne og identificere de træk, der er enestående for musik.

Fugledans

Det er ikke kun mennesker, der groover til musik. Den tamme kakadue Snowball elsker at swinge til numre af Backstreet Boys og Queen som “Everybody” og “Another One Bites the Dust”.

Videoer af den headbangende fugl, der løfter benene højt op over hovedet og rocker hele kroppen i takt til musikken, er blevet et hit på YouTube. Nu har dr. Aniruddh Patel fra The Neurosciences Institutei Californien, USA, bekræftet, at Snowball rent faktisk følger rytmen og ikke bare har lært sig dansen.

Bedre end en toårig

Når Patel og kolleger varierer tempoet i Snowballs yndlingssang, danser han hurtigere, når rytmen sættes op, og langsommere, når den sættes ned. Snowball danser ifølge

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: