Hvad døde Jesus af på korset?

Har man en formodning om, hvad Jesus rent medicinsk døde af på korset? Og hvor længe kan hele processen have varet?

1. september 2009

Det var formentlig en kombination af kvælning, blodtab og væskemangel, der førte til Jesu død. Det resultat nåede amerikanske læger og forskere fra Mayo-klinikken frem til, efter at de for nogle år siden metodisk gennemgik de historiske kilder til Jesu korsfæstelse, herunder de for- skellige versioner i Det Nye Testamente, samt den generelle viden, man har om romerske henrettelsesmetoder fra den periode. De begivenheder, der førte til korsfæstelsen, strakte sig over to dage, og i den periode blev Jesus udsat for fysisk overlast adskillige gange. Efter arrestationen i Getsemane Have fik han bind for øjnene og blev slået i ansigtet med knytnæver. Senere blev han pisket, fik en tornekrone på hovedet og blev tvunget til at bære tværstangen til sit eget kors. Især piskeslagene, som formentlig var meget brutale, var alvorlige. De har ført til store, åbne kødsår og forårsaget et massivt blodtab. Turen op ad bakken til Golgatha har yderligere bidraget til den fysiske udmattelse. Selve ophængningen på korset med nagler gennem håndled og fødder var næppe fatal. Til gengæld gør den stilling, kroppen placeres i ved en korsfæstelse, vejrtrækningen meget besværlig. Når arme og skuldre skal bære kroppens vægt, bliver det pinefuldt at ånde ud, og resultatet er langsom kvælning. Forskerne mener, at Jesus døde efter mellem tre og seks timer på korset, og det var usædvanlig kort tid. Det var ikke ualmindeligt, at dødsdømte hang på korset i flere døgn, inden de omsider fik fred.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: