The adoration of the magi

Julemyte: Hvem var de tre vise mænd?

Historien om de besøgende i stalden ved Betlehem er velkendt, men hvordan ved vi, hvem og hvor mange de var?

29. november 2010 af Lars Thomas

De tre vise mænd, de mystiske konger eller lærde eller måske endda magikere, der aflagde besøg hos Jesusbarnet i stalden i Betlehem, er en velkendt del af julen. 

De spiller ikke mindst en vigtig rolle i små og store krybbespil. Men hvem var de egentlig, og var der rent faktisk tre?

De vise mænd blev først tre omkring år 500

Vismændene optræder første gang i Bibelen i Matthæus-evangeliet. 

Tilsammen omtales de kun ganske få gange, men læser man ordentligt efter, ser man, at der på intet tidspunkt angives, hvor mange de var, kun at de kom fra øst, og at de medbragte tre gaver. 

Det var formentlig det, der senere fik folk til at tro, at de så måtte have været tre, men det er rent gæt, og i nogle historier er der helt op til 12 vismænd. Der står i øvrigt heller ikke noget om deres navne.

De navne, som de sidenhen er blevet forsynet med, Melchior kongen af Arabien, Kaspar kongen af Tarsien og Balthasar kongen af Ethiopien, stammer fra en græsk historie, der først er kommet til omkring år 500.

Der var fine gaver i rejsesækken

De vise mænd medbragte gaver i form af guld, røgelse og myrra. 

Guld giver selvfølgelig sig selv, og røgelse er træ eller bark fra træer af slægten Commiphora, også kaldet røgelsestræer. Det afgiver en duftende røg, hvis det brændes af. 

Myrra er den tørrede saft af de selv samme træer. Det giver nogle gyldenbrune klumper, der enten kan brændes af som røgelse eller bruges til salver og lignende. De gamle ægyptere kendte det udmærket og brugte det til balsamering.

Kilder: Nationalencyklopædien www.merry-christmas.com en.wikipedia.org: Biblical mages

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: