Swimmers

Hvorfor er den nye svømmedragt hurtig?

Højteknologiske dragter fik svømmere til at sætte verdensrekorder på stribe. Hvordan kan det være?

De første af de nu forbudte svømmedragter var fremstillet af neopren. Senere fulgte materialer, der minder om plast. Fælles for dragterne var, at de gav mindre vandmodstand end huden, men også at de var meget stramme.

De komprimerede populært sagt kroppen og gjorde den både mere aerodynamisk og stiv. Desuden indeholdt svømmedragterne så meget luft, at de bidrog til opdriften.

Udviklingen af de højteknologiske svømmedragter tog for alvor fart i 2007 og 2008, og de virkede. I den periode blev der sat over 100 verdensrekorder, men ikke desto mindre voksede utilfredsheden blandt de fleste svømmere, fordi dragterne var dyre og ikke holdt ret længe. Derfor blev de nye svømmedragter i 2009 forbudt af FINA, det internationale svømmeforbund.

Det vigtigste argument var, at svømning skal være en sport, hvor det er svømmerens fysik og ikke dragten, der tæller. Derfor skal svømmedragter nu fremstilles af tekstil, og ved konkurrencer er det kun tilladt at bære de svømmedragter, der er godkendt af en uafhængig komité. Det blev dog besluttet, at de rekorder, der blev sat i de højteknologiske dragter, fortsat gælder.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: