Gammelt rune alfabet
© Shutterstock

Hvorfor har vi både store og små bogstaver?

Hvor stammer skikken med små og store bogstaver fra, og hvad er formålet?

1. september 2009

Kombinationen af store og små bogstaver gør en tekst lettere at overskue og dermed lettere at læse. Et stort bogstav signalerer fx, at en ny sætning begynder, eller at her er tale om et navn eller et sted. Også tegnsætning og afsnit i teksten letter læsbarheden.

Det ældste latinske alfabet fra omkring 500 f.Kr. bestod dog kun af store bogstaver, der også kaldes kapitæler, versaler eller majuskler. Udformningen af de store bogstaver var inspireret af de tekster, romerne indhuggede i sten på fx Forum Romanum. Der var hverken mellemrum eller kommaer mellem ordene.

Læs mere om, hvem der opfandt alfabetet.

De første “papirtekster” var nedfældet på skriftruller af papyrus. I århundrederne efter Kristi fødsel blev rullerne afløst af bøger, som var lettere at finde rundt i. Fra slutningen af 200-tallet e.Kr. begyndte man at bruge små, mere “runde” bogstaver – minuskler – som dels var lettere at læse, dels lettere at skrive på pergament, som efterhånden afløste papyrus.

Omkring 1100 blev det almindeligt at bruge stort begyndelsesbogstav og stort bogstav efter punktum, som også var nyt, ligesom kommaet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: