I 1950 fik Cousteau orlov fra forsvaret til at tage på opdagelse på det skib, der blev uløseligt knyttet til hans navn – Calypso. Skibet var oprindeligt blevet brugt som minestryger under krigen og siden som færge i Grækenland. Cousteau skræddersyede det nu til dykkertogter.
Der blev bygget et dekompressionskammer og et udkigstårn på dækket og en dykkerplatform til bagbord, og stævnen forsynede Cousteau med en falsk “næse” med otte koøjer, så man kunne observere livet under vandet – direkte inspireret af ubåden Nautilus fra Jules Vernes roman.
Fra det øjeblik Calypso tog ud på sin første rejse, var Cousteau ikke længere finansieret af den franske stat, men levede af penge fra fundraising og de
indtægter, han med tiden fik for sine bøger og film. Gennem årene tog han imod yderst varierende arbejdsopgaver. Han kortlagde økosystemer og fandt nye dyrearter. Og han drog på arkæologiske togter, hvor han bl.a. fandt et 2000 år gammelt romersk skibsvrag sydøst for Marseille. Cousteau og hans hold foretog over 3500 dyk ved vraget og fik over 10.000 genstande reddet op fra skibet.
Gennem resten af sit liv kom Cousteau verden rundt. Han rundede bl.a. Kap Horn på spidsen af Sydamerika, han dykkede med pingviner på Antarktis, og han undersøgte skibsvrag i Caribien og leveforholdene i bl.a. Nilens delta og Titicacasøen i Andesbjergene. Han gjorde et væld af opsigtsvækkende opdagelser, men ikke alle var opmuntrende.
Fra sin første dykketur og frem til slutningen af sin karriere kunne Cousteau følge, hvordan forurening ændrede livet i havet. De farvestrålende koraller blev grå og livløse, dyrearter forsvandt, og olieudslip trak et dødbringende spor. Cousteau valgte derfor at bruge sit navn til at gøre opmærksom på ødelæggelsen af havet. I 1973 oprettede han The Cousteau Society, som skulle bekæmpe forurening og gøre verden opmærksom på havets problemer.
Cousteau døde i 1997, men Cousteau Society er stadig aktiv. I dag er det hans anden hustru, Francine Cousteau, der leder organisationen. Den er især
engageret i uddannelse, hjælp til kystområder og ekspeditioner. I en verden, hvor klimaforandringerne er begyndt at sætte ind, er det blevet et vigtigt omdrejningspunkt for Cousteau Society at arbejde med “den menneskelige faktor”. At stoppe forureningen kræver, at de lokale er uddannede og har viden om, hvad der udgør en trussel mod livet i havet.
Et af de store problemer for mange kystområder er fattigdom, da en fattig befolkning hverken økonomisk, mentalt eller uddannelsesmæssigt har overskud til at bekæmpe forureningen i deres miljø. “Vi har oprettet et hjælpeprogram, der rådgiver de lokale regeringer. Det drejer sig blandt andet om uddannelse, oplysning og forbedring af levevilkårene,” fortæller Francine Cousteau. For tiden løber der bl.a. et “coastal management”-program i Sudan, der gennem mange år har været præget af borgerkrig.
Jacques Cousteau døde for 13 år siden. Men 100 år efter hans fødsel er han gennem organisationen, der bærer hans navn, fortsat med til at holde verdens fokus rettet mod den fantastiske verden under havet – og vores pligt til at passe på den.
Nyt blad: Læs blandt andet om forskernes nye våben mod virus og om grækernes demokrati, som byggede på slaveri.
Gratis: Download et helt nummer af Illustreret Videnskab. Det er gratis, du skal blot være registreret bruger af illvid.dk.
Abonnement: Giv Illustreret Videnskab i konfirmationsgave. Køb syv numre for kr. 299.
Psykologi & adfærd: En simpel test kan kortlægge dit genom.
Abonnement: Giv et abonnement på Illustreret Videnskab som gave. Seks numre koster kr. 299,00.