Lexapro pills

Eksperter advarer mod populære lykkepiller

Uafhængige eksperter advarer nu mod at tage antidepressiver med stofferne CITALOPRAM og ESCITALOPRAM, da de øger risikoen for hjertelidelser - herunder hjertestop - sammenlignet med andre antidepressiver.

22. marts 2016 af Jakob Priess

"Citalopram og escitalopram føjes til listen over stoffer, du bør undgå."

Den respekterede og uafhængige franske medicinal-udgivelse, La Revue Prescrire, er utvetydig i deres advarsel mod at bruge præparater med de to antidepressive stoffer.

Prescrire er støttet af FN's Verdensundhedsorganisation, WHO, og de franske medicinal-eksperter har før afdækket livsfarlig medicin, som efterfølgende er taget af markedet.

Medfører flere hjertelidelser

Det er Prescrires årligt opdaterede liste, "Stoffer du skal undgå 2016", der bygger på forskningsresultater fra 2010 til 2015 og er rettet mod læger, farmaceuter og andet sundhedspersonel, som nu omfatter de to antidepressive stoffer.

Eksperterne konstaterer blandt andet, at citalopram og escitalopram ikke er mere effektive end andre SSRIs (serotonin-øgende antidepressionsmidler - også kendt som lykkepiller, red.) men medfører flere hjertelidelser.

Blandt andet fremhæver de, at stofferne ved større doser kan medføre forstyrrelser i hjerterytmen - specifikt forlængelse af QT-intervallet.

Dette fik allerede allerede i 2011 først den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, og senere lægemiddelstyrelser verden over til at nedsætte den tilladte maksimale dosis for citalopram.

Check selv pillerne

Stofferne citalopram og escitalopram findes i navnemæssige afarter som:

*** Cipram * Cipramil * Cipralex * Citalopram * Escitalopram * Lexapro * Sepram * ... samt mange andre**

Desuden har mange af produkterne salgsnavne, hvor det aktive stof, citalopram eller escitalopram ikke direkte indgår men er erstattet af et mere salgsvenligt produktnavn.

Patentet er frit

Citalopram blev oprindeligt bragt på markedet af danske Lundbeck (H. Lundbeck A/S) i 1989 og nåede til USA i 1998, inden patentet udløb i 2003.

Siden 2003 har en lang række medicinalvirksomheder lanceret deres egne antidepressiver baseret på citalopram.

Lundbeck har desuden selv videreudviklingen citalopram under navnet escitalopram, som altså også er omfattet af den nye advarsel.

Medicinalfirma: Intet nyt

Hos Lundbeck afviser man, at der er noget nyt i oplysningerne i Prescrire og henviser til de ændringer i anbefalet dosis for citalopram, der blev indført i 2011.

"Lægemiddelstyrelserne har siden 2011 informeret læger om problemer med forlængelse af QT-intervallet, såfremt man valgte at øge dosis over anbefalet maksimum," siger kommunikationsdirektør hos Lundbeck, Anders Schroll.

"Der er ikke noget nyt i det her," fortsætter han og understreger, at escitalopram ikke er blevet nedsat i maksimumdosis, men at læger er oplyst om farerne ved at overskride den anbefalede maksimale dosis.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: