Akne

Amerikanske forskere har fundet et antistof, som kan kurere hudlidelsen akne.

© Shutterstock

Ny vaccine skal kurere akne

Et prik med en nål og den bumsede hud er fortid. Amerikanske forskere har udviklet en vaccine mod akne, som har vist lovende resultater.

21. april 2017 af Babak Arvanaghi

Når den næste generation rammer puberteten, kommer de muligvis til at gennemgå de forandringsfyldte år med større selvtillid end tidligere generationer.

Amerikanske forskere har udviklet en vaccine, som sørger for, at fremtidens teenagere ikke skal kæmpe mod bumser.

Den lovende vaccine er nået til sit sidste stadie, hvor den skal testes på mennesker. Hvis alt går efter planen, rammer kuren mod akne markedet inden for en kort årrække.

Antistof modarbejder betændelse

Det anslås, at 80 procent af de 11-30-årige nordeuropæere lider af akne, og antallet af voksne, der er ramt af hudlidelsen, er stigende.

En af årsagerne til bumserne er bakterien P. acnes, som bl.a. nedbryder fedt i huden. Men som biprodukt skaber bakterierne et giftigt protein, som i store mængder danner betændelsestilstande i huden – det vi kender som bumser.

Forskerne fra University of California har fundet et antistof, som lader bakterierne leve, men modvirker betændelsestilstandene. Og det er dette antistof, som skal kurere hudlidelsen.

Tests er yderst lovende

Indtil videre har forskerne testet vaccinen på hud-biopsier fra personer med akne. De indledende forsøg har været lovende, og som sidste skridt skal vaccinen nu testes på mennesker.

Menneskeforsøgene tager ifølge forskerholdet et par år. Forsøgenes succes bliver afgørende for, hvornår en eventuel vaccine kan komme på markedet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: