Hvor meget kan en kunstig hånd?

I dag kan man lave kunstige hænder til erstatning for rigtige. Men hvor gode er de, og har de samme bevægelighed?

1. september 2009

Den menneskelige hånd er et utrolig specialiseret værktøj. Vi har en fingerfærdighed, der er langt større end noget dyrs, men det betyder omvendt, at det er meget svært at eftergøre håndens fine muskler og dens 27 knogler og små led. Der er gjort mange forsøg på at udvikle kunstige hænder, men hidtil har de fleste proteser været for tunge, ligesom deres bevægelser har været for klodsede og robotagtige. Men for nylig har forskere fra Forschungszentrum Karlsruhe i Tyskland udviklet en kunstig hånd med funktioner, som nærmer sig en naturlig hånds. Den kunstige hånd vejer kun det halve af andre proteser, ligesom den kan foretage 13 forskellige bevægelser – langt flere end tidligere kunstige hænder. Desuden er den blød at røre ved og minder om en naturlig hånd. Hemmeligheden bag den tyske hånd er et stort antal bevægelige led, som fungerer ved hjælp af hydraulik. Hvert led kan bevæges individuelt, og på grund af de mange forskellige kombinationer bliver den kunstige hånds bevægelser meget naturtro. Forskerne forestiller sig, at hånden både kan anvendes af robotter og som erstatning for en manglende hånd. Det skønnes, at der i verden er cirka en million mennesker, som har mistet en hånd.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: