Hvordan kan man operere med laser?

Hvordan kan man skære i væv med en kraftig lysstråle, som det fx sker, når man får opereret øjet med en laserstråle?

1. september 2009

Laserlys afsætter meget energi i det væv, det rammer. Energien bliver til kraftig varme, der kan brænde væv væk, ødelægge sygt væv og svejse blodkar sammen. Lysstrålens energi kan også udløse små eksplosioner, der fx kan åbne en tilstoppet blodåre. Hver slags væv opsuger laserlys af forskellig bølgelængde, så lægen nøje kan styre indgrebet. En af de helt store fordele ved at bruge laserknive til operationer er, at laseren svejser alle de små blodkar sammen, samtidig med at den skærer sig ned i huden. Derfor kan lægen skære, uden at patienten bløder, hvilket gør det meget nemmere at følge med i operationen. Den høje temperatur slår også bakterierne ihjel, så risikoen for infektioner i operationssåret er langt mindre. Lasere bruges ikke mindst til behandling af øjensygdomme. Bygningsfejl bevirker, at linsen i øjet ikke samler eller spreder lyset tilstrækkeligt godt. Det kan et computerstyret laserapparat rette op på. Med dette kan lægen slibe ganske få tusindedele af en millimeter af hornhindens yderste lag. Det er nemlig mest i dette tynde lag, at lyset brydes, inden det rammer nethinden. Operationen varer kun 10-15 minutter pr. øje, og patienten kan sendes hjem efter nogle timer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: