Kuldedød

Kirurg slår sine patienter ihjel - for at genoplive dem

En amerikansk kirurg fryser sine patienter til døde, inden han stikker kniven i dem for at redde deres liv. Det kan lyde paradoksalt, men faktisk giver det god mening at foretage en operation på døde mennesker for at undgå svære hjerneskader.

9. november 2015 af Gorm Palmgren

Den unge mand bliver kastet til jorden, da projektilet med en hastighed på 900 m/sek rammer ham i maven. Skuddet resulterer i komplicerede skader, som blandt andet ødelægger blodkarrene og får blodet til at fosse ud.

Blodtabet er så stort, at manden kun kan overleve i få timer, og da han ankommer til hospitalet, er lægernes første prioritet at standse blødningerne.

Men da hjertet kort efter truer med at gå i stå pga. blodtab, indser lægerne, at de kun kan redde hans liv ved at slå ham ihjel først.

Operation på døde kan redde liv

Ideen kan lyde besynderlig, men i situationer som denne er tid den helt afgørende faktor. Hjernen kan ikke klare sig uden ilt fra en stabil blodforsyning i mere end fem minutter, før uoprettelige hjerneskader opstår. Og efter ti minutter vil hjerneskaderne være så massive, at patienten enten er uigenkaldeligt hjernedød eller ender i permanent koma.

Den erfarne kirurg Samuel Tisherman fra University of Pittsburgh i USA har imidlertid fundet en kontroversiel løsning på problemet: Han køler patienten så meget ned, at både hjerte og hjerne ophører med at fungere, og døden derfor reelt indtræder.

Den lave temperatur sørger for, at de sarte og livsvigtige organer ikke lider nogen overlast, men blot lægges i en slags dvale. Når operationen er vel overstået, varmer Tisherman atter patienten op og vækker ham til live.

Den nye teknik følges tæt af firmaet Alcor i USA, der har parkeret 139 stivfrosne lig i deres kvælstof-kummefrysere i Arizona. Tanken er, at de skal genoplives, hvis man finder kuren for den sygdom, der slog dem ihjel.

Liv er forudsætningen for død

Ideen om at redde et menneskes liv ved at køle det så meget ned, at alle livsprocesser går i stå, giver god mening, for et menneske skal så at sige være levende for at kunne dø.

Når hjertet under naturlige omstændigheder holder op med at slå, og hjernen mister sin iltforsyning, er det ikke selve iltmanglen, som kvæler hjernecellerne.

Manglen på ilt udløser i stedet en lang række biokemiske reaktioner i hjernevævet, der blandt andet medfører, at hjernen producerer giftige affaldsprodukter i form af frie radikaler, ophober væske, og udskiller nedbrydende enzymer.

Skaderne er dødelige for hjernecellerne, men de opstår kun, så længe kroppen er varm nok til, at de biokemiske processer kan gå i gang. Når patienten bliver nedkølet til 10 grader, sættes dødsprocesserne så at sige på standby - og kirurgen vinder tid til at redde patienten.

Operation foregår uden samtykke

Hvor mange døde patienter Dr. Tisherman har opereret på - og har haft held med at vække til live - er endnu ikke offentligt kendt.

Dødskirurgen har alene tilladelse til at operere på skudofre, der er ved at dø af blodmangel, og da han ikke kan bede om deres samtykke, slipper der meget lidt ud om hans resultater.

Kom HELT tæt på en døds-operation

Kom med på operationsstuen under nye type operation i vores dybdegående artikel:

DØDSKIRURGEN FRA USA

Dr. Samuel Tisherman fra University of Pittsburgh i Pennsylvania er manden bag den nye dødskirurgi.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: