nb_u43 ebola chimpanzee

Chimpanse-virus skal udrydde ebola

Et serum, som skal kurere ebola-ofre, vil blive testet i Liberia i løbet af få uger. Samtidig kæmper forskere over hele kloden om at skabe en vaccine ud fra overraskende ingredienser såsom abe-virus.

23. oktober 2014 af Carsten Nymann

Blod, tobaksplanter og chimpanse-virus. Det er blot nogle af de eksotiske ingredienser, som forskere verden over forsøger at koge sammen til en virksom vaccine mod ebola.

I løbet af få uger forventer verdenssundhedsorganisationen WHO at kunne teste et serum i Liberia, Vestafrika, som med 4.665 tilfælde er hårdest ramt af sygdommen.

Serummet er baseret på antistoffer, der er høstet fra blodprøver doneret af personer, som har overlevet sygdommen.

Antistoffer spænder ben for ebola

WHO er i øjeblikket ved at etablere samarbejder i både Liberia, Sierra Leone og Guinea, som skal sikre, at der bliver indsamlet raske blodprøver fra overleverne.

Serummet fungerer ved, at antistofferne – som er proteiner – kobler sig til ebola-virusset og forhindrer det i at entre patientens celler.

Ebola-vacciner klar i januar

For at få bugt med ebola kræves imidlertid en vaccine, som kan gives til ikke-smittede personer i risikozonen og forhindre, at sygdomme spreder sig.

Her er en lang række eksperimenter blevet speedet op, og WHO forventer, at to bud på en vaccine kan testes i Vestafrika allerede i begyndelsen af januar.

Chimpanse-virus skal dræbe ebola

Én af de to spydspidser i kapløbet, Okairos AG, er syntetiseret ud fra et modificeret forkølelsesvirus fra chimpanser samt et ebola-protein.

Lige i hælene på Okairos kommer produktet VSV-EBOV, som er udviklet af canadiske myndigheder og testes på frivillige forsøgspersoner i bl.a. Tyskland.

Også den canadiske medicinalvirksomhed Tekmira, danske Bavarian Nordic og amerikanske MAPP lover at have store mængder vacciner klar i løbet af få måneder.

Vidundermiddel lavet på tobaksplanter

Sidstnævnte står bag produktet ZMapp, som i august blev givet til de amerikanske hjælpearbejdere Kent Brantly og Nancy Writebol, der blev kureret for ebola.

ZMapp er skabt ved at dyrke nogle bestemte proteiner, som sætter immunforsvaret i beredskab og hindrer virusset i at skabe kopier af sig selv i patientens celler.

Proteinerne dyrkes i en tobaksplante i takt med, at den vokser, hvilket gør fremstillingsprocessen langsom. Men MAPP siger nu, at firmaet har fået optimeret processen, så vaccinen kan produceres i stor skala.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: