Ebola in Africa

Vaccine mod ebola på vej

Ny forskning viser, at ebolavirus binder sig til et specielt protein på offerets celler. Nu vil forskere fjerne proteinet og dermed skabe en 100% effektiv – men ikke helt ufarlig – vaccine mod ebola.

27. maj 2015 af Anne Lykke

En ny vaccine mod ebola kan være på vej. Forskere har nemlig fundet ud af, at ebolavirus binder sig til et specielt protein kaldet NPC1 for at inficere sit offer. Men hvis proteinet kan sættes ud af spillet, kan det give beskyttelse mod virusset.

Mus beskyttet mod ebola

NPC1-gener producerer de proteiner, som ebola kobler sig på. Og forsøg har vist, at gensplejsede mus, der manglede begge NPC1-gener, var fuldstændigt immune over for infektion med ebola.

Mus, som kun havde et aktivt NPC1-gen, og derfor kun producerede halvt så meget protein, var også godt beskyttet mod infektion.

Ikke uden risiko

Men det er ikke uden risiko at skille sig af med kroppens NPC1-proteiner. De sørger nemlig for at transportere kolesterol rundt i kroppen.

Mennesker, der fødes uden evnen til at producere NPC1 naturligt, lider af en alvorlig neurogenerativ sygdom kaldet Niemann-Pick, hvor kroppens celler tilstoppes med kolesterol.

Alligevel mener forskerne, at kroppen ikke tager skade, hvis NPC1 mangler i en kort periode. En potentiel vaccine skulle således kun sætte proteinet ud af spil, mens personen tager medicinen – og dermed kun beskytte mod ebola, så længe personen er i behandling.

Kilde: American Society for Microbiology

Læs om ebolaudbruddet her

Før ebolaudbruddet fandtes der ingen kur mod den farlige virus, men det ændrede sig i sommeren 2014, da lægemidlet ZMapp så dagens lys. Læs den dramatiske historie om ebola-udbruddet og lægen Kent Brantlys kamp for overlevelse:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: