Rækkefølgen af kemoterapi og cannabis er altafgørende for, hvor effektiv behandlingen er, viser undersøgelsen. 

© Shutterstock

Ny forskning: Cannabis øger effekten af kemoterapi

Kombinationen af cannabis og kemoterapi kan være et effektivt våben i kampen mod kræft, viser ny undersøgelse. Forskerne håber, resultatet kan skabe en alternativ behandling med færre opslidende bivirkninger.

9. juni 2017 af Nanna Vium

Sklerose, angst, alzheimer og epilepsi.

Listen over sygdomme, der kan behandles med de aktive stoffer i cannabis er efterhånden lang.

Og nu viser en undersøgelse fra England, at cannabis også øger effekten af kemoterapi i kampen mod hårdføre kræftceller.

Rækkefølgen er afgørende

Et hold af onkologer fra University of London, har gennem længere tid har undersøgt effekten af cannabis på celler ramt af leukæmi i et laboratorie. 

Deres observationer viser, at de såkaldte cannabinoider øger effekten af kemoterapi, og at selve rækkefølgen, de to stoffer gives i, er altafgørende.

Cannabis er nemlig kun effektiv, hvis det blev tilført efter behandling med kemoterapi, forklarer forskerne.

”For første gang har vi påvist, at selve rækkefølgen har en afgørende effekt,” forklarer forskningsleder, Dr Wai Liu, til Newatlas.

Kemo uden bivirkninger

Undersøgelsen er stadig i et tidligt stadie, da effekten netop kun er afprøvet på celler uden for kroppen og endnu ikke på hverken dyr eller mennesker.

Men forskerne håber, at opdagelsen på sigt kan give kræftsyge patienter kemoterapi i mindre doser og dermed færre opslidende bivirkninger. 

De påpeger dog, at resultatet ikke skal læses som en opfordring til selv at eksperimentere med cannabis i behandlingen af kræft.

”Vores ekstrakter er yderst koncentrerede, og det at ryge cannabis vil ikke have samme effekt," lyder det fra Dr Wai Liu til Newatlas. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: