Plastic disk

Plasticskive under huden fjerner kræftsvulster

Forskere har haft held med at stimulere immunforsvaret, så det effektivt eliminerer kræftsvulster.

12. august 2010

Immunsystemet kan i princippet selv destruere kræftsvulster, men kræftceller har ofte held til at skjule sig for immunforsvaret. Nu har forskere fra Harvard university i Massachusetts, USA, imidlertid fundet en simpel metode til at stimulere immunforsvaret, så det effektivt kan eliminere kræftsvulsterne – i hvert fald hos mus.

Forskerne brugte små skiver på størrelse med en fingernegl, som var fremstillet af et porøst plasticmateriale. Skiverne blev først imprægneret med knuste kræftceller samt molekyler, der sætter immunforsvaret i alarmberedskab, og derefter opereret ind under huden på kræftsyge mus. Alarmstofferne tiltrak immunforsvarets såkaldte dendritiske celler, som trængte ind i skivens porer og kom i kontakt med kræftcellerne. På den måde lærte de dendritiske celler at genkende de uønskede kræftceller, hvorefter de instruerede immunforsvarets mange øvrige celler i at angribe svulsterne.

Hvis skiverne var “tomme”, voksede svulsterne sig store og tog livet af samtlige mus. Var skiverne derimod imprægnerede, voksede kræftsvulsterne kun lidt, og det lykkedes immunforsvaret at eliminere svulsterne fuldstændigt hos halvdelen af musene, så de overlevede kræften.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: