Svedlugt lokker malariamyg i fælde

Simpel opfindelse kan redde menneskeliv

1. september 2009

Tyske forskere er på vej mod et gennembrud i kampen mod myg. Deres arbejde sigter ikke så meget på at forsøde tilværelsen en sommeraften omkring grillen, men er rettet imod de dele af verden, fortrinsvis ulande, hvor myg overfører en lang række dødbringende sygdomme som fx malaria og gul feber. De nye opdagelser skal munde ud i en effektiv myggefælde, som vil kunne redde menneskeliv. Martin Geiers forskningsgruppe på universitetet i Regensburg er i gang med at undersøge, hvad der tiltrækker de små insekter. Usædvanligt i forhold til det meste myggebekæmpelse, hvor filosofien er at jage dyrene væk. Man har længe vidst, at myg ikke blot bruger synet til at jage, men også lokaliserer menneskelige ofre ved at spore den mælkesyre, som vi udskiller fra svedkirtlerne, og den kuldioxid, som vi udånder. Nu har de tyske forskere opdaget, at myg også reagerer på stoffer som fedtsyrer og ammoniak. Den viden er med til at forklare, hvorfor nogle mennesker er særligt udsatte for myggestik. Myggene foretrækker simpelt hen mennesker med helt specielle duftsammensætninger i sveden. Resultatet af forskningen skal blive en myggefælde, der ved at udskille netop disse duftstoffer kan tiltrække og fange myggene. Fælderne kan fx placeres i sumpede områder i udkanten af landsbyer, så myggene ledes væk fra menneskene. Når en myg er på jagt, flyver den frem og tilbage på tværs af vindretningen, så den har størst mulig chance for at opfange duften af et menneske. Hvis den fornemmer en lovende duft, flyver den straks imod vinden, som fører duftstofferne med. I nær fremtid kan duften lede den til en fælde, hvor gift, strøm eller varme kan blive den visse død for myggen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: