Pest-chok

Pesten hærgede Europa allerede i bronzealderen

Tænder fra over 5000 år gamle skeletter viser, at vores forfædre var hårdt ramt af pest langt tidligere end antaget. Pest-historien skal nu fremskrives med 3500 år.

12. april 2016 af Jakob Espersen og Maria Lund Jensen

DNA-detektiver og arkæologer ser forbløffede på hinanden.

Arvemateriale fra 5000 år gamle skeletter har netop vist, at folk i bronzealderen led af pest. Det er knap 3500 år tidligere, end den hidtil ældste kendte pestbakterie fra år 541 e. Kr.

Oprindeligt havde forskerholdet – anført af professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet – til mission at afsløre vores forfædres migrationsruter og slægtskab, men forskerne stod nu over for en overraskende opdagelse om pest.

Fik vild idé om pest fra tand-DNA

Indledende DNA-undersøgelser af årtusinde-gamle tænder havde vist, at nomader fra de russiske stepper nord for Kaukasusbjergene i løbet af få hundrede år havde blandet sig fuldstændigt med den oprindelige europæiske befolkning.

Så stor og hurtig en udskiftning i befolkningen opstår normalt kun, hvis der pludselig sker et markant fald i befolkningstallet – typisk forårsaget af en alvorlig sygdom.

Forskerne fik derfor den ide at teste derfor deres skeletter for den værste, historiske sygdoms-svøbe, de kunne komme i tanke om - pest - og fandt til deres store overraskelse sygdommens bakterier i flere af prøverne.

Fra 1347-52 udryddede pest - kendt som den sorte død - en tredjedel af Europas befolkning, men med de nye undersøgelser opdagede forskerne, at pesten gjorde indhug i befolkningen allerede flere tusinde år tidligere.

Pest-detektivernes nye vidunderknogle

I fremtiden vil forskerne DNA-undersøge øreknogler i stedet for tænder, da den lille knogle i tindingebenet indeholder ca. 10 gange mere brugbart DNA. Læs mere om arbejdet for at kortlægge den frygtede sygdom:

FEM HURTIGE OM PEST

? Yersinia Pestis hedder bakterien bag sygdommen.

? Bakterien giver offeret voldsom feber, bylder, lungebetændelse, hoste og diarré, der i værste fald slår offeret ihjel på få dage.

? Lungepest er den mest aggressive og dødelige form. Den smitter fra menneske til menneske via hoste og indånding. Lige før patienten dør, hoster personen skummende blod op.

? Byldepest er mindre dødelig, men ekstremt smitsom. Bylderne medfører ofte blodforgiftning, der ses som sorte plamager af størknet blod og dødt væv under huden – heraf navnet "den sorte død".

? Antibiotika kan i dag slå bakterien ned.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: