Mæslinger - sundhedsmyndigheder advarer mod at rejse uden vaccination
Mæslinger

Det er en af verdens mest smitsomme sygdomme, og kan i sjældne tilfælde være dødbringende.

© Shutterstock

Sundhedsmyndigheder: Rejs ikke i Europa uden mæslinge-vaccination

Udbruddet af mæslinger spreder sig fortsat i Europa, og efter en 17-årige uvaccineret piges død af mæslinger i Portugal advarer sundhedsmyndigheder nu mod at rejse på kontinentet uden at være MFR-vaccineret.

26. april 2017 af Jakob Priess

Det europæiske mæslingeudbrud, som siden 2016 har spredt sig fra Rumænien til resten af kontinentet, tager til i omfang.

19 mennesker – primært børn – er omkommet i Rumænien, og flere andre lande i Europa har registreret mæslingedødsfald i løbet af 2016 og særligt 2017.

Senest omkom en 17-årig portugisisk pige på et hospital i Lissabon som følge af en kompliceret lungebetændelse direkte udløst af mæslinger.

Den 17-årige pige var ikke vaccineret.

Bliv vaccineret inden rejser i Europa

Mæslingeudbruddets hastigt stigende omfang og udbredelse får nu sundhedsmyndighederne i flere lande til direkte at advare mod rejser i Europa med børn og unge uden en fuld MFR-vaccine.

Ugentlige nye registrerede tilfælde af mæslinger i Rumænien 2008-2017

© National Institute of Public Health Romania / ECDC

I en række lande – herunder England, Danmark og USA – anbefaler sundhedsmyndighederne direkte, at uvaccinerede børn og unge undlader at rejse til lande i Europa, hvor mæslinger er i udbrud.

Mæslinger rejser med hjem

Årsagen er ikke alene, at uvaccinerede rejsende risikerer at blive syge, men også, at de som smittebærere kan tage sygdommen med hjem og sprede udbruddet yderligere til andre uvaccinerede.

Særligt børn under 3 år og unge mennesker, som endnu ikke har modtaget de to krævede doser vaccine, risikerer potentielt fatale følgevirkninger som lungebetændelse og hjernebetændelse af den uhyre smitsomme sygdom.

Mæslingeudbruddet i tal

Rumænien:
4.793 tilfælde siden 1. januar 2016.
21 dødsfald – primært uvaccinerede børn

Italien:
1.603 tilfælde siden årsskiftet

Tyskland:
410 tilfælde i 2017

Belgien:
271 tilfælde siden december 2016

Frankrig:
134 tilfælde i 2017

Østrig:
71 tilfælde i 2017

Bulgarien:
71 tilfælde fra marts 2017 til i dag.
1 dødsfald – en 10 måneder gammel baby

Ungarn:
54 tilfælde siden februar

Schweiz:
52 tilfælde.
1 dødsfald – en 52-årig vaccineret mand på immundæmpende medicin

Spanien:
44 tilfælde siden januar

Tjekkiet:
38 tilfælde i år

Portugal:
21 tilfælde.
1 dødsfald – en 17-årig uvaccineret pige

Sverige:
15 tilfælde i 2017

Island:
2 tilfælde – de første i Island i 25 år

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: