Topbillede stilhed

3 grunde: Derfor er stilhed godt for din hjerne

Verden er fyldt med larmende elementer, der konstant kræver opmærksomhed fra vores hjerne. Men der er flere gode grunde til at sætte omgivelserne på mute-funktion og trække sig tilbage i stilheden en gang imellem.

28. juli 2016 af Nanna Vium

Bilstøj, musik og bimlende smartphones.

For de fleste af os er hverdagen spækket med støjende elementer, der konstant indtager vores øregange og kræver opmærksomhed, uden at vi måske opdager det.

Men der er god grund til at sætte omgivelserne på mute, slukke høretelefonerne og byde stilheden pænt velkommen. Flere undersøgelser antyder nemlig, at stilhed er langt vigtigere for vores hjerne, end vi måske går og tror.

Vi giver dig en hurtig oversigt over nogle af de gavnlige effekter, der er ved at trække lydstikket.

1. Stilhed udvikler nye hjerneceller

I en undersøgelse fra 2013 gjorde en gruppe forskere, fra blandt andet Duke University i USA, en overraskende opdagelse, da de undersøgte, hvordan stilhed og støj påvirker hjernen hos voksne mus.

Forskerne opdagede, at bare to timers stilhed om dagen sparker gang i udviklingen af nye celler i hjernens hippocampus – en nøgleregion, når det kommer til vores hukommelse, følelser og indlæring.

2. Stilhed mindsker stress og spændinger

Undersøgelser har vist, at selv relativt lave støjniveauer kan påvirke vores hjerne og medføre et forhøjet niveau af stress-hormoner, dårligere indlæringsevne, forhøjet blodtryk og endda hjerteanfald.

Stilhed derimod ser ud til at have den komplet modsatte effekt.

I en undersøgelse fra 2006 opdagede en række forskere, at blot to minutters stilhed er mere afslappende og spændingsfrigivende end et stykke afspændingsmusik. Det fandt forskerne blandt andet frem til ved at måle forandringer i blodtrykket og blodcirkulationen i hjernen.

3. Stilhed får hjernen på arbejde

Studier har vist, at hjernen går i en helt særlig tilstand, når vi får lov at lade tankerne vandre af sted for os selv uden udefrakommende lyde og stimuli.

På engelsk kalder forskere tilstanden for 'default mode network' , og tilstanden sætter efter sigende gang i særlige regioner i hjernen, som blandt andet gør os mere kreative og gør det nemmere at bearbejde vores oplevelser og skabe mening.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: