Huntington chorea

Vil DU vide, om en uhelbredelig sygdom truer din fremtid?

DILEMMA 1: Er du klar til at få kortlagt dit genom og få hele sandheden om dit helbred i fremtiden? Også vished om forfærdelige sygdomme, som med sikkerhed vil ramme dig uden at kunne behandles?

12. december 2011

Har du overvejet, at du kan risikere at finde ud af noget om dig selv, som du hellere ville have været foruden? Måske er du disponeret for at få en alvorlig, uhelbredelig sygdom, eller du opdager, at du har tilbøjeligheder til fx depression eller afhængighed – en viden, som kan være svær at forlige sig med.

Du kan få viden fra dit genom, som det bliver svært at lægge fra sig, også selv om det måske bare er små ting. Måske bliver du unødigt bekymret, hvis du egentlig er rask. Desuden vil mange af de tal, du vil få fra genomet, være diffuse størrelser.

Fx vil dit genom måske vise, at du har dobbelt så stor risiko for hjertestop som gennemsnittet. Det lyder alarmerende, men reelt er det måske kun en stigning fra 1 til 2 procent. I realiteten vil det måske endda betyde mindre end fx din vægt og dit blodtryk.

Forskernes viden udbygges også konstant, så faktorer, der i dag trækker ned og giver dig dårlige odds, kan blive opvejet af faktorer, der i fremtiden trækker op.

Forestil dig nu, at du vælger at få kortlagt dit genom, og det viser sig, at du er disponeret for den alvorlige sygdom Huntingtons chorea. Den viden vil nu få meget stor betydning for din tilværelse. Bare bevidstheden om din skæbne kan nu blive altoverskyggende.

Genfejl får din hjerne til at visne bort

Huntingtons chorea er en af de mest frygtede arvelige sygdomme. Det er en uhelbredelig sygdom, der skyldes fejl i ét gen på kromosom nr. 4, og hvor hjernecellerne visner væk og dør.

Typisk bryder sygdommen ud i 35-45-års-alderen, hvor personen får ufrivillige kastende bevægelser. Den syge ændrer personlighed og adfærd samt udvikler demens. Med tiden mister man evnen til at strukturere sin hverdag, og til slut kan den syge blive fuldstændigt hjælpeløs.

Dilemma

Hvad ville du gøre? Deltag i Illustreret Videnskabs afstemning om gentests i fem forskellige dilemmaer her!

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: