lykke

Lykken ligger i gode gener

Lykke rimer på Skandinavien, og det er der gode grunde til. De folkeslag, der ligner de meget lykkelige danskere mest rent genetisk, har vist sig også at være mere tilfredse med tilværelsen end andre.

28. maj 2015 af Gorm Palmgren

Skandinaverne er et af verdens lykkeligste folkefærd. Danmark indtager tredjepladsen, Norge er nummer 4, Finland er nummer 6, og svenskerne nupper ottendepladsen.

Internationale forskere har offentliggjort resultaterne i World Happiness Report 2015, hvor de har kortlagt lykken i 158 af verdens 206 lande, som tilsammen omfatter 99 procent af Jordens indbyggere.

Gener som de danske skaber lykke

Forskerne studerede den genetiske arvemasse hos befolkningerne i en lang række lande for at bestemme deres genetiske slægtskab med de højtrangerende danskere, og det slægtskab har forskerne sammenlignet med følelsen af lykke i de respektive lande.

Resultatet er helt klart: Jo mere ens gener ligner den typiske danskers, desto mere trives folk med tilværelsen. Omvendt viser det sig, at jo større forskel der er mellem ens egne og danskernes gener, desto mere må man kæmpe for at få dagligdagen til at hænge sammen.

Danske emigranter tog lykke med til USA

Undersøgelsen afslører desuden, at i USA - som ligger nr. 15 på listen over de mest lykkelige lande i verden - er den del af befolkningen, som har danske rødder, blandt de mest lykkelige i landet.

Gode gener – og lykken – flyttede med, da danske emigranter tog til USA.

Den genetiske forklaring på lykke skyldes sandsynligvis den kombinerede effekt af mange forskellige gener, der hver især bidrager en lille smule til at gøre én lidt mere lykkelig.

Udover gode gener baner nære venner, et godt helbred og succes på jobbet også vej til lykke for skandinaverne.

De 15 lykkeligste nationer i verden:

  1. Schweiz

  2. Island

  3. Danmark

  4. Norge

  5. Canada

  6. Finland

  7. Holland

  8. Sverige

  9. New Zealand

  10. Australien

  11. Israel

  12. Costa Rica

  13. Østrig

  14. Mexico

  15. USA

Der er flere veje til lykke

Penge, olivenolie, gavmildhed og et lyst sind er alle veje til mere lykke i livet. Bliv klogere på andet og mere end den genetiske lykke i vores artikel:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: