Søvnlidelser - fejl i hjernen
Søvn

Verdens værste søvnlidelser holder dig vågen i mørket

© Shutterstock

5 søvnlidelser der får dig til at frygte natten

Fejl i hjernen kan gøre dig til forbryder, mens du sover. Ny forskning viser, at søvn er vigtigt for vores hukommelse og indlæringsevne, men ikke alle ser frem til, at mørket falder på.

20. september 2017 af Andreas Andersen & Christian Juul

1. Søvn forvandler børn til zombier

© Shutterstock

Op mod 40 procent af alle børn har prøvet at gå i søvne mindst én gang i deres liv, og nogle bliver ved, efter at de er voksne. Søvngængere har åbne øjne og kan orientere sig, men reagerer ikke på kontakt fra andre mennesker. Søvngængeri opstår under den dybe søvn, når områder i hjernen forbundet med vågenhed bliver aktiveret ved en fejl.

2. Hjernen spreder rædsel

© Shutterstock

Pulsen er høj, vejrtrækningen er hurtig, og barnet skriger af frygt. Men du kan ikke vække det. Fænomenet kaldes søvnrædsel og skyldes, at hjernens frygtcenter, den såkaldte amygdala, bliver aktiveret, mens barnet befinder sig i dyb søvn.

3. Søvngænger frikendt for voldtægt

© Shutterstock

Nogle mennesker lider af en sjælden variant af søvngængeri kaldet søvnsex. Personerne udfører for det meste forholdsvis uskyldige seksuelle bevægelser, mens de sover. I 2014 blev en svensk mand dog frikendt for voldtægt, fordi han angiveligt sov, mens han gennemførte forbrydelsen.

4. Teenagere fanget i dyb søvn

© Shutterstock

Den sjældne søvnlidelse tornerosesøvn, også kaldet Kleine-Levin-syndrom, omfatter anfald af tung søvn, som kan vare op mod 21 timer. Lidelsen rammer især teenagere og skyldes formentlig en fejl i hjerneregionen thalamus, som er med til at styre balancen mellem søvn og vågenhed.

5. Hoveder eksploderer med et brag

© Shutterstock

Bang, og du vågner med et sæt. Personer, der lider af fænomenet exploding head syndrome, føler, at de hører en kæmpe eksplosion eller et pistolskud, lige inden de vågner. I nogle tilfælde ser de også et lysglimt. Lægerne mener, at der muligvis sker en aktivering af de hjerneceller, der opfatter høje lyde.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: