Child jumping on sofa_new

ADHD

Kontrollen af bevægelser og koncentrationen er nedsat.

29. november 2010 af Gorm Palmgren

Attention-deficit hyperactivity disorder (ADHD) er den mest almindelige psykiske lidelse hos børn. ADHD giver hyperaktivitet og koncentrationsbesvær, men selv om lidelsen i princippet er kronisk, lærer de fleste at styre deres symptomer i voksenlivet.

Flere forskere har benyttet hjerneskanninger i et forsøg på at klarlægge årsagen til ADHD, og selv om resultaterne ikke altid stemmer overens, er der flere tydelige tendenser.

Pandelappens hjernebark er ofte mindre hos børn med ADHD, og lillehjernen – som hovedsageligt kontrollerer bevægelserne – er også mindre.

Ved hjælp af MRI-skanninger fastslog en undersøgelse fra 2009 foretaget af Margaret Semrud-Clikeman fra Michigan State University i USA således, at en del af lillehjernen var omkring 16 % mindre hos børn med ADHD end hos raske børn.

Denne forskel var dog kun til stede, hvis børnene ikke havde været i medicinsk behandling. Det tyder på, at medicin kan genoprette skader i hjernen.

Netværket mellem centrene er svækket

En række skanningsundersøgelser har vist, at det ikke kun er størrelsen af visse hjerneregioner, men også deres kommunikation, som har betydning.

F. Xavier Castellanos og hans team fra New York University, USA, udførte i 2008 et forsøg, som viste, at ADHD-patienters neurale netværk var svagt i de områder, der forbandt ACC med precuneus, som ligger i isselappen mellem de to hjernehalvdele, og som menes at være involveret i blandt andet evnen til selvbevidsthed. Og der var svagere netværk mellem precuneus og den præfrontale cortex samt posterior cingulate cortex, som er vigtige knudepunkter i nervecellernes indbyrdes kommunikation.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: