vinterdepression TOP

Lys slukker vinterdepressionen

Hvert år rammes mange tusinde indbyggere i nordlige egne af vinterdepression. Det skyldes basalt set mangel på lys. Derfor er lys også noget af det mest effektive til at komme af med de tunge fornemmelser.

30. august 2016 af Lise Tønner og Signe Sørensen

Mørkets magt er mægtig, og vores humør risikerer at komme langt ned under kulkælderen i vinterhalvåret.

Heldigvis er udsigterne lysere end som så.

Når lys rammer vores øjne, udskiller hjernecellerne nemlig serotonin. Det er en af hjernens vigtige signalstoffer, som bringer beskeder rundt og fx påvirker vores appetit, søvn, indlæring og sindstilstand.

Bliv endnu klogere på depression i videoen her:

Stoffet kaldes populært ”lykkehormonet”, fordi der er en sammenhæng mellem niveauet og aktiviteten af serotonin i hjernen og så depression. Forskerne ved stadig ikke præcis, hvad forbindelsen mellem serotonin og depression er - bare at der er en sammenhæng.

Et forsøg målte niveauet af serotonin hos personer med tendens til vinterdepression hhv. om sommeren og om vinteren og fandt, at niveauet var væsentligt lavere om vinteren.

Lyslampe bekæmper vinterdepression

Heldigvis kan du selv stimulere din hjerne til at udskille mere serotonin.

De såkaldte ”lysterapilamper” udsender lys med en intensitet på 10.000 lux, hvilket er nok til at minde om ægte dagslys, hvis du sidder ganske tæt på lampen.

Lyset skal helst være blåligt eller hvidligt. Hyggelige stearinlys hjælper også, men hvis det virkelig skal batte, skal lyset altså ikke være blidt og gulligt.

Sidder du 30-60 cm fra en terapilampe får du det fulde spektrum af lys.

Hvis du starter hver morgen vinteren igennem med at spise morgenmad lige foran en lysterapilampe, vil du kickstarte din hjernes serotoninproduktion.

Samtidig vil du også få bugt med noget af den søvnighed, mange føler nærmest kronisk om vinteren: Lyset sætter nemlig også gang i nedbrydningen af søvnstoffet melatonin.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: