drømmetydning

Videnskaben overtager drømmetydningen

Den klassiske drømmetydning er kendt for sine mange tolkninger af skjulte symboler i drømme – men nu fejer videnskaben symbolerne af vejen og erobrer drømmeland med en helt ny form for drømmetydning.

9. juni 2015 af Malene Breusch Hansen

Hvis du drømmer, at du falder, så er du stresset. Og hvis du drømmer, at du kan flyve, er en byrde løftet af dine skuldre.

Sådan har den klassiske drømmetydning gennem flere tusinde år gennemtrawlet vores drømme i jagten på symboler, der kan afsløre vores inderste tanker og finde mening i drømmenes ofte ulogiske handlinger.

I antikkens Grækenland brugte både Platon og Aristoteles drømmetydning, og i mere moderne tid har Sigmund Freud betragtet drømmene som vejen ind til det ubevidste.

Men nu er storhedstiden for den klassiske drømmetydning forbi. Videnskaben og forskere har vendt blikket mod drømmeland.

Videnskaben disker op med en helt ny drømmetydning

Videnskaben har erobret drømmeland med deres med hjerneskanninger og fysiske test.

Resultatet er en anderledes form for drømmetydning, som i stedet fortæller noget om vores evner ud fra, hvilke typer drømme vi har og hvor ofte.

Videnskabens drømmetydning:

? Du har klare drømme Lucide eller klare drømme er drømme, hvor du ved, at du drømmer, mens du er i det. Du kan også styre handlingen som din egen drømmeinstruktør. De klare og kontrollerede drømme forbindes med følgende:

Du er logisk: Hvis du oplever, at have klare drømme, er du i stand til at gennemskue drømmeland og afsløre, at det, der sker omkring dig, ikke er virkelighed. Den evne kan du også overføre til det virkelige liv, hvor du vil være bedre til at gennemskue opgaver og løse problemer, og du er samtidig mere logisk i din tankegang.

Du er analyserende: Klare drømmere har to områder forrest i hjernens pandelapper, som er større end normalt. Netop i disse områder mener forskere, at evner til at reflektere og analysere bor. Derfor er personer, som har klare drømme, mere analytiske og reflekterende end andre.

? Du har mange drømme Mange mennesker vågner op hver morgen med følelsen af, at have tilbragt en hel nat i drømmeland. Men der er også dem, der aldrig eller meget sjældent drømmer - i hvert fald så vidt de husker. Faktisk gælder det for ca. en tredjedel af alle mennesker. Forskellen i drømmeri afspejler sig ofte i den vågne verden, hvor stor-drømmerne forbindes med en række evner:

Du er lærenem: Hvis du drømmer meget, er du på nogle punkter mere lærenem. Drømmene styrker den del af hukommelsen, der hedder den procedurale hukommelse, hvor viden om, hvordan man fx cykler, knapper en skjorte eller spiller klaver, bliver gemt. Personer, som ofte drømmer, vil derfor være bedre til at lære nye processer.

Du er god til at håndtere følelser: Dine drømme hjælper dig med at håndtere dine følelser, så du kan fungere bedre socialt. Blandt andet sørger drømmene for at bearbejde negative følelser som angst og vrede, så de bliver mindre betydelige, mens følelser af glæde og lykke forstærkes. På den måde undgår vi at udvikle angst og negativitet mod vores omgivelser.

Du er kreativ: Drømmere er ofte også mere kreative end dem, som aldrig eller næsten aldrig drømmer. Det skyldes, at den drømmende hjerne har en særlig kemi, som gør, at vores tanker kan sættes sammen på nye måder, så innovative ideer opstår. Flere forskere og opfindere har fx fået spændende nye ideer, mens de lå og snorkede.

Den klassiske drømmetydning:

Hvor den nye drømmetydning kobler dine drømme med dine personlige evner, så forbinder den klassiske drømmetydning snarere dine drømme med din indre tilstand og dit sjæleliv:

? Du er nøgen i offentligheden Ofte er nøgenhed i drømme et symbol på, at du føler en form for skam. Drømmer du fx, at du står nøgen på din arbejdsplads, kan det betyde, at du føler dig gennemskuet og underlegen i forhold til din chef eller dine kolleger – at du ikke er god nok. Nøgenhed i drømmeland er altså et tegn på lavt selvværd, og at man har svært ved at tackle visse sociale relationer.

? Du bliver jagtet Hvis nogen er efter dig i din drøm, er forfølgeren typisk et symbol på et gammelt traume eller problem, som du ikke har fået løst. At blive jagtet af sig selv er ofte et tegn på depression eller selvbebrejdelse.

? Du falder Drømme om at falde ned fra fx et højhus eller en klippe vil ofte være et symbol på, at du har taget en chance i dit liv og nu frygter de risici, der er forbundet med det. Falde-drømme kan også være et tegn på, at du er stresset og har mistet kontrollen.

? Du er faret vild Mange oplever at drømme, at de er blevet væk og ikke kan finde vej. Når du er faret vild i drømmeland, handler det i virkeligheden om, at du er utryg ved en situation, der er fremmed for dig. Det kan fx være, at du er overbebyrdet og stresset og ikke lytter efter dine egne behov.

? Du taber tænder Hvis tænderne rasler ud ad munden på dig i dine drømme, kan det betyde, at du føler, at du taber ansigt. Tabte tænder kan også være et tegn på, at du har lidt nederlag, eller at nogen har trådt på din stolthed.

? Du har sex Sex i en drøm kan symbolisere uforløste følelser over for den person, du har sex med. Det kan være en intimitet, du mangler at give udtryk for, eller ugengældte følelser, som ikke nødvendigvis er koblet til noget seksuelt.

? Du flyver Hvis du i din drøm svæver glad omkring, er det, fordi du føler dig fri – måske fordi du lige har løst et svært problem eller er kommet fri af en stor byrde. Men hvis du er bange for at falde ned, mens du flyver rundt, kan drømmen betyde, at du er havnet i en situation, du ikke kan håndtere.

Bliv endnu klogere på drømme og drømmetydning

Vi tager den nye og den gamle drømmetydning under kærlig behandling og løfter dynen for et par overraskelser i drømmeland. Vidste du fx, at patienter kan drømme på operationsbordet? Læs mere i vores artikel:

Underholdende og lærerig læsning for hele familien

Få 3 nr. af Illustreret Videnskab til 79,00. Klik her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: