© Shutterstock

En eftermiddagslur gør din hjerne skarp

En lur efter frokost kan få din hjerne til at præstere lige så godt, som var den fem år yngre. Men det er helt afgørende, hvor længe du sover om eftermiddagen.

17. januar 2017 af Karine Kirkebæk

Det kræver nok en vis overtalelse af din chef eller lærer at få lov til at tage en eftermiddagslur i hverdagen.

Men forskningen giver dig det rette skyts til at argumentere for, at en lur i løbet af dagen er en god ide.

Forskere fra University of Pennsylvania har fundet frem til, at en kort søvn om eftermiddagen styrker menneskers hjerner og hukommelsesevner. Faktisk så meget, at hjernen præsterer ligeså godt som, hvis den var fem år yngre.

Lur gør god i test

I undersøgelsen blev 3000 mennesker – hvoraf 60% tog en lur efter frokost på gennemsnitligt 63 minutter – udsat for forskellige hukommelses- og matematikopgaver. 

Undersøgelsen viser, at mennesker, der tager en lur på en time efter frokost, scorer bedre i de forskellige tests end dem, der ikke tager en lur.

Sov ikke mere end en time

Men det viser sig også, at lurens længde er afgørende for dens effekt. Dem, der sov i ca. en time, præsterede bedre end dem, der sov enten mere elle mindre.

De forsøgspersoner, der ikke tog en lur eller sov mere eller mindre end en time scorede fire til seks gange dårligere i prøverne end de forsøgspersoner, der tog en lur på ca. en time.

”Lure på en vis længde kan kobles til bedre kognition og kan være et vigtigt middel til at forbedre kognitionen hos ældre voksne,” konkluderer forskerne. 

Kognition er evnen til at forstå nye sammenhænge og lære nye ting gennem tanker, oplevelser og sanser.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: