Hukommelse PTSD

Falske minder fjerner traumer

Din hukommelse overskriver konstant dine minder med nye. Den mekanisme har forskere nu brugt til at overskrive de traumatiske oplevelser hos patienter med PTSD med falske minder.

7. januar 2015 af Karen Grubbe & Gorm Palmgren

Din hukommelse lagrer minder i form af fysiske nerveforbindelser og bliver derfor bygget om, hver gang du oplever noget nyt.

Hos patienter med posttraumatisk stress, PTSD, er mindet om de sindsoprivende følelser og den traumatiske oplevelse lagret hvert sit sted i hjernens hukommelse, men de er koblet så tæt sammen, at patienten ikke kan tænke på begivenheden uden at føle en intens frygt.

Det har flere hjerneforskere nu udnyttet til at fjerne PTSD hos patienter.

Hukommelse ligger spredt i hele hjernen

I et forsøg fra 2014 viste Elizabeth Phelps fra New York University i USA, at de to minder kan afkobles, så angstfølelsen bliver mindre. Først fremkaldte Phelps den sindsoprivende oplevelse i patientens hukommelse, hvorefter hun gennem terapi indgød dem en fornemmelse af tryghed.

Når et minde kaldes frem i din hukommelse, er det i en kort periode ustabilt og følsomt overfor ændringer. Når patienten modtager terapi i denne periode er det altså muligt at overskrive mindet og derefter lægge det tilbage i hukommelsen i en lidt mindre rædselsvækkende udgave. På den måde planter terapeuten et falsk minde om tryghed i patientens hukommelse om den traumatiske begivenhed.

Når terapien blev udført, uden at patienten først havde fremkaldt rædslerne i sin hukommelse, var effekten ikke nær så god.

Kemi gør din hukommelse ustabil

Det kemiske stof propranolol har vist sig at gøre din hukommelse endnu mere ustabil. Det har Alain Brunet fra McGill University i Canada udnyttet.

I 2014 lod Brunet patienter med PTSD genkalde sig de traumatiske oplevelser, hvilket fremkaldte hjertebanken og svedige håndflader.

Halvdelen af patienterne fik kort forinden propranolol, mens den anden halvdel fik placebo i form af en kalkpille. I begge tilfælde blev behandlingen gentaget seks gange med en uges mellemrum. Derefter testede forskeren patienternes hjerterytme og svedproduktion, mens de genkaldte sig de traumatiske oplevelser.

Resultaterne var slående. Behandlingen med propranolol havde næsten slettet alle angstreaktionerne om den traumatiske begivenhed fra patienternes hukommelse, fordi det gamle ubehagelige minde var blevet overskrevet med en ny og mere fredelig version.

Den menneskelige hukommelse er redigérbar

Forskerne kan nu manipulere med din hukommelse og slette dine minder. Læs mere i vores artikel:

PTSD

Posttraumatic Stress Disorder

Posttraumatisk stresslidelse er en psykisk lidelse, som kan opstå, når en person har været vidne til eller deltaget i en livstruende situation, som for eksempel krigshandlinger eller alvorlige ulykker.

Med PTSD følger en række forskellige symptomer, bl.a.:

? selvmordstanker ? depression ? personlighedsforandring ? søvnbesvær

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: