New York, 11. september 2001

Forskere vil fjerne vores traumer

Flere forskerhold er ved at udvikle metoder, der kan ændre vores hukommelse, så rædselsvækkende minder enten glemmes eller ændres og ikke længere udløser frygt. Det skal i sidste ende hjælpe ofre for posttraumatisk stress (PTSD), og de seneste forsøg på både mennesker og dyr tegner meget lovende.

27. juni 2011 af Gorm Palmgren

For mange er det et mareridt at have stærke minder fra en trafikulykke, et overgreb eller en krigssituation. En høj lyd eller et skarpt lys kan være nok til at genopvække en intens følelse af frygt. Men forskerne arbejder på behandlingsmuligheder i form af enten terapi, medicin eller indgreb i hjernen, så forfærdelige minder kan glemmes – eller bearbejdes og lagres på ny i langt mindre rædselsvækkende udgaver.

Hidtil har man især forsøgt at hjælpe ofre for posttraumatisk stress (PTSD) ved at få dem til at genkalde sig de barske minder, mens de befandt sig i trygge rammer. Håbet var at afkoble selve mindet om, hvad der skete, fra den intense rædsel, ofrene var grebet af i de skæbnesvangre øjeblikke. Men resultaterne har sjældent været gode, for i stedet for at slette de frygtelige minder undertrykker behandlingen dem kun. Derfor ligger frygten ofte stadig som en tidsindstillet bombe i hukommelsen, og før eller siden vender den ukontrollerede angst tilbage.

Vi ændrer konstant vores minder

Men i 2010 lykkedes det endelig at få den traditionelle behandling til at virke, da neurolog Elizabeth Phelps og kolleger fra New York University ændrede en smule på proceduren. At gennembruddet var muligt, hænger sammen med den måde, langtidshukommelsen virker på.

Når vi oplever eller lærer noget, gemmes det umiddelbart i korttidshukommelsen, som er meget flygtig og glemmer alt på få minutter. Hjernen har altså ganske kort tid til at vurdere, om den nye viden er værd at gemme på. I så fald bliver den sendt videre til langtidshukommelsen, som er næsten permanent, men som det til gengæld tager lang tid at lagre information i. I en proces, der kaldes konsolidering, skal hjernens nervebaner nemlig bogstaveligt talt bygges om for at kunne gemme de nye informationer.

De seneste års forskning har vist, at hver gang et minde er hentet frem fra langtidshukommelsen, bliver det i princippet slettet og skal konsolideres igen for at forblive i vores erindring. Det giver hjernen mulighed for at bearbejde mindet og opdatere det med ny information, men det betyder også, at det, vi husker, ikke nødvendigvis er det, vi oprindeligt oplevede.

Pynt kan gemmes i hukommelsen

Hvis vi fortæller om en oplevelse fra ungdommen og pynter en smule på historien, vil det altså være den nye og ikke helt virkelighedstro historie, der bagefter gemmes i langtidshukommelsen og erstatter mindet om det faktiske forløb. Denne proces kaldes rekonsolidering, og den kan kun ske i et kort, afgrænset tidsvindue, efter at mindet er hentet frem fra langtidshukommelsen.

Det viste sig at være afgørende i det amerikanske forsøg. Forskerne lærte først nogle forsøgspersoner at frygte en blå firkant, der blev vist på en computerskærm. Når den kom til syne, fik de nemlig et svagt stød af en elektrode på håndleddet, mens en orange firkant aldrig førte til dette stød. Alle forsøgspersoner lærte hurtigt, at den blå firkant varslede noget ubehageligt, og reagerede spontant med frygt, som forskerne kunne måle i form af sved på fingrene – hvorimod den orange firkant ikke udløste frygt.

Selv om forskerne i denne tilvænningsperiode af og til undlod at give forsøgspersonerne et stød efter at have vist dem den blå firkant, fik personerne stadig svedige hænder ved synet. Hjernen havde altså knyttet mindet om firkanten sammen med en følelse af frygt. Det kan sammenlignes med en meget mild form for PTSD, forklarer Elizabeth Phelps.

“Langtidshukommelsen lagrer følelsen af frygt og mindet om begivenheden hver for sig i to forskellige områder af hjernen, nemlig i henholdsvis amygdala og hippocampus. Med vores forsøg prøver vi at dæmpe den måde, mindet om frygten kommer til udtryk på, uden at ændre på personens erindring om, hvad der rent faktisk skete,” siger Phelps.

Dagen efter prøvede forskerne så at få afkoblet mindet fra den ubehagelige følelse ved at vise blå og orange firkanter uden på noget tidspunkt at give et stød. I starten af denne fravænningsperiode fik den blå firkant sveden frem hos forsøgspersonerne, men efterhånden forsvandt frygten. Den traditionelle behandling for PTSD – at genkalde sig ubehagelige minder i fredelige omgivelser – havde altså tilsyneladende hjulpet. Men når forsøget blev gentaget næste dag, udløste den blå firkant igen frygt og svedige hænder.

Ændring af proceduren gav effekt

Derfor indførte forskerne nu en lille ændring af proceduren. Før fravænningen fik nogle forsøgspersoner én enkelt gang vist den blå firkant og fik et stød, hvilket straks udløste en frygtreaktion. Herefter fik de lov til at sunde sig med at se tv i 10 minutter inden starten på den egentlige fravænning, hvor der aldrig blev givet stød.

Her lærte de som de andre forsøgspersoner hurtigt, at den blå firkant var blevet ufarlig, men når behandlingens effekt nu blev afprøvet den følgende dag, var resultatet helt anderledes: De reagerede nu slet ikke på firkanten. Og et helt år senere viste det sidste hold stadig ingen tegn på frygt ved en blå firkant, mens den fik sveden frem hos de andre, som blev fravænnet uden en forudgående reaktivering. Virkningen af denne nye, eksperimentelle kur mod PTSD er altså tilsyneladende permanent.

Ikke blot var de personer, som før fravænningen havde fået reaktiveret mindet om de blå firkanter, blevet kureret for deres skræk; de var også blevet immune over for at frygte dem igen. Når forskerne dagen efter endt behandling udsatte gruppen for nye elektriske stød, hver gang de så en blå firkant, nægtede deres hukommelse at tage ved lære. De svedige håndflader blev kun udløst, når de rent faktisk fik stød, mens de forholdt sig helt roligt, så længe de blot så en blå firkant.

Den store forskel i resultatet skyldtes altså, at det ubehagelige minde blev reaktiveret kort før fravænningen. Ifølge Elizabeth Phelps bliver vinduet for rekonsolidering nemlig åbnet, når forsøgspersonerne konfronteres med deres skræk for den blå firkant, og det gør efterfølgende mindet bearbejdeligt. Under den efterfølgende fravænningsperiode uden stød skabes der så en helt ny erindring om, at den blå firkant er ufarlig, og dette nye, bearbejdede minde fortrænger så den oprindelige sammenkobling mellem blå firkanter og elektriske stød.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: