Hvorfor hjælper det på hukommelsen at gå tilbage?

Når jeg glemmer, hvad jeg skulle, kan det hjælpe at gå tilbage til dér, hvor jeg var. Hvad er årsagen?

1. september 2009

De ting, vi foretager os i dagligdagen, bliver ikke lagret særlig dybt i erindringen, fordi vi som regel udfører dem med det samme. Derfor er det også nemt at blive distraheret og glemme gøremålet, mens man er på vej til det. Næsten alle mennesker har prøvet at gå fra stuen til køkkenet og så have glemt, hvad de skulle der. Som mange også har oplevet, kan det hjælpe at gå tilbage til det sted, de kom fra. Årsagen er, at svage erindringer dukker op, hvis man modtager nok “stikord” fra omgivelserne. Den hukommelse, man anvender ved at lade omgivelserne sætte gang i erindringen, er den såkaldte kontekstafhængige hukommelse. Den er knyttet til de omgivelser, vi befinder os i, når vi oplever eller lærer noget. Undersøgelser har rent faktisk vist, at man husker indlærte sætninger og ord bedre, hvis man befinder sig i de samme omgivelser, som da man oprindelig lærte dem. Det samme gør sig gældende, når man går tilbage til stuen. Ved at returnere til udgangspunktet udløser man erindringer eller husker det oprindelige behov. Hukommelsen bliver så at sige hjulpet på vej af omgivelserne. Det samme gør sig gældende, når vi eksempelvis besøger vores fødeby eller bladrer i et gammelt familiealbum. De mange forskellige objekter og detaljer, man ser, vækker et væld af erindringer og følelser. I øvrigt mener forskerne, at vores korttidshukommelse kun kan lagre cirka syv cifre eller bogstaver. Dette tal kan dog blive højere, hvis man har erfaringer, der gør det muligt at sætte bogstaverne eller cifrene ind i en sammenhæng. Det kan for eksempel ske ved at danne ord af bogstaverne eller systemer i cifrene.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: