Intelligens top top top
© Wikimedia

4 trin til at mestre et nyt emne

Den amerikanske nobelprismodtager Richard Feynman var berømt for sin evne til at formidle tung fysik på en fordøjelig facon. Nu kan du gøre ham kunsten efter med denne guide, der efter sigende gør det lettere at lære og forstå svære emneområder.

19. juni 2017 af Nanna Vium

Vi fascineres ofte af såkaldte vidunderbørn, der jonglerer med astrofysik, før de har smidt bleen og lægger arm med fem forskellige fremmedsprog, inden de starter i børnehave.

I takt med alderen, bliver det ofte sværere at få nye emner til at klistre sig fast i hjernen – men sådan behøver det ikke at være.

Ikke ifølge den anerkendte og nu afdøde nobelprismodtager i fysik Richard Feynman.

Han var tilhænger af en formel, der efter sigende gør det nemmere at lære nye emner på et dybere plan, hvor du ikke glemmer dem igen efterfølgende.

Richard Feynman

Amerikansk fysiker. 

Levede fra 11. maj 1918 til 15. februar 1988.

Blev i 1965 tildelt Nobelprisen i fysik for sit arbejde med kvanteelektrodynamikken.

Trin 1: Forklar det til et barn

Lad som om, du skal forklare emnet til et 8-årigt barn.

Det er i store træk princippet bag det første trin i Feynmans teknik.

Få fat i en notesbog, notér emnet du gerne vil lære som overskrift, og skriv det så ned fra start til slut, som skulle du forklare det til et barn.

Ideelt kan du både skrive ned og forklare samtidig, som en lærer gør det foran en kridttavle.

Nøglen er, at du ikke kan gemme dig bag svære fagbegreber, du i virkeligheden ikke selv forstår.

På den måde tvinger du dig selv til at forstå emnet på et dybere niveau og simplificere forskellige sammenhænge.

Samtidig opdager du meget hurtigt, hvor der er huller i din viden.

Trin 2: Dyrk dine videnshuller

I videoen kan du se en forklaring på Feynmans teknik i praksis.

Når du har udpeget dine videnshuller i forhold til emneområdet, finder du svaret på dem og gentager trin 1.

Bliv ved, indtil der ingen huller er tilbage.

Trin 3: Kog det ned

Du har nu en komplet forklaring af dit emne i et sprog, som selv et barn forstår.

Kog nu forklaringen ned til det allervigtigste, og læs det højt – det hjælper dig igen med at udpege dine usikre områder.

Trin 4 (valgfri): Hiv fat i en ven

Tag fat i ærmet på en ven, søster eller far, og forklar nu emnet til dem.

Hvis der er ting, de ikke forstår, som du ikke kan forklare dem, er der endnu et videnshul, du skal læse op på.

TEST din egen IQ lige her:

Illustreret Videnskab står bag nettets vel nok mest præcise og videnskabeligt validerede IQ-test - udviklet på baggrund af den universalt anerkendte WAIS-III test (Wechsler Adult Intelligence Scale III).

Dette er det tætteste, du kan komme på en nøjagtig måling af din IQ.

>>TAG DIN GRATIS IQ-TEST HER!

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: