Intelligens pige ide

8 tegn på, at du er klogere end de fleste

Hvis du er lidt lille i det, højrehåndet og hundejer med lidt for mange kilo på sidebenene og hang til cigaretter, så er der altså skidt nyt fra videnskabens verden

19. april 2017 af Jakob Priess

Videnskaben er vild med IQ, målinger af IQ og sammenhænge mellem alt muligt og så IQ - og derfor er der forsket massivt i intelligens.

Her er 8 videnskabeligt dokumenterede fysiske kendetegn, vaner, egenskaber og adfærdstilbøjeligheder, som alle beviseligt kan kobles til en høj intelligens.

MEN vær opmærksom på, at der ikke er omvendt kausalitet i spil her. Du kan altså ikke blive mere intelligent af at købe en kat, tabe dig ti kilo, slå din storesøster ihjel eller holde op med at bruge højre hånd.

Vi siger det bare!

1. Du ryger ikke

En israelsk undersøgelse fra 2010 med deltagelse af flere end 20.000 unge mænd (18-21 år) slår fast, at der kan påvises en direkte sammenhæng mellem rygning og intelligens.

Den omfattende undersøgelse konkluderer, at den gennemsnitlige ryger - defineret ved at ryge mindst én cigaret om dagen - scorer 7 point lavere i IQ-tests end ikke-rygere.

Blandt rygerne var gennemsnittet i IQ på 94, mens ikke-rygerne i gennemsnit havde en IQ på 101.

2. Du elsker katte

Killing kigger op

Hvis du foretrækker katte frem for hunde som kæledyr, er du sandsynligvis indehaver af en højere IQ.

Det viser et studie fra amerikanske Carroll University i 2014, hvor 600 college studerende blev IQ-testet og derefter kategoriseret efter, om de foretrak katte eller hunde.

Til LiveScience forklarer researchleder Denise Guastello, at sammenhængen mellem at holde af katte og have en højere IQ sagtens kan være en direkte afspejling af hvilke personlighedstyper, der foretrækker katte og hunde:

"Hundeejere er typisk mere udadvendte og sociale, men hvis du er introvert og måske sensitiv, foretrækker du muligvis at blive hjemme med en bog - og en kat kræver ikke, at du skal ud og lufte den."

>> TEST DIN IQ mod vennernes i Illustreret Videnskabs IQ-test

3. Du er høj

Det er almindeligt statistisk fastslået, at højere mennesker generelt set har højere uddannelser samt mere prestigefyldte og bedre betalte jobs.

Et 2006-studie fra amerikanske Princeton University baseret på omfattende data fra England og USA dokumenterede så også sammenhængen mellem højde og IQ.

"Så tidligt som i 3 års alderen - inden uddannelsessystemet har nået at have en effekt - og gennem hele barndommen, scorer høje børn markant bedre i kognitive tests," hedder det i konklusionen.

Der er en desuden en tydelig korrelation mellem børn, der er høje i en meget tidlig alder, og så deres øgede højde senere hen i livet, slår forskerne fast.

4. Du er det ældste barn

Børn i sofa

Det ældste barn i en søskendeflok vil oftest være det mest intelligente barn.

Det er resultatet af en stor analyse af data fra USA, England og Tyskland foretaget af universiteterne i Leipzig og Mainz.

Gennem massiv dataanalyse kom forskerne i 2015 frem til, at der er et direkte og målbart fald i IQ fra den førstefødte i en søskendeflok til de efterfølgende.

Til gengæld ses placeringen i søskendeflokken ikke at påvirke udviklingen af barnets personlighed - noget, som ellers har været en almindelig opfattelse hidtil.

5. Du er venstrehåndet

Dette gælder kun for mænd, men til gengæld er det meget udtalt!

Evnen til at "tænke ud af boksen" - altså kreativ tænkning, som ikke er et bevis på høj IQ men en kraftig indikation på det - er stærkt overrepræsenteret hos venstrehåndede mænd.

Det viser forskningsresultater fra University of British Columbia i Canada.

Her fandt forskerne tilbage i 1995 direkte bevis for øget evne til kreativ og abstrakt tænkning hos venstrehåndede mænd. Og forøgelsen blev blot mere udtalt, jo mere venstrehåndet mændene var.

Til gengæld fandt studiet ingen lignende sammenhæng hos kvinder, og der var heller ikke nogen effekt på evnen til problemløsning eller logisk tænkning relateret til højre-/venstrehåndethed hos hverken mænd eller kvinder.

6. Du har fået musikundervisning

Dreng spiller guitar

I 2010 gennemførte forskere ved Rotman Research Institute i Toronto, Canada, en undersøgelse af sammenhængen mellem musikundervisning hos små børn og deres sproglige intelligens.

Studiet sammenlignede to grupper af 4-6 årige børn, hvor den ene gruppe i en måned gennemgik et musisk træningsprogram, mens den anden gennemgik et træningsprogram fokuseret på billedkunst.

Og resultaterne var overvældende.

90% af de børn, der modtog musikundervisning viste efter blot 20 dage en markant stigning i den sproglig intelligens sammenlignet med "kunst-gruppen".

7. Du er slank

Ved universitetet i franske Toulouse fandt forskere i 2006 frem til, at der er en påviselig sammenhæng mellem midaldrende mænd og kvinders BMI og så deres hukommelse og sproglig intelligens.

I det franske studie blev 2.223 mænd og kvinder i alderen 32-62 år testet på deres evne til at memorere, genkende og gengive ord, de havde set.

Hos de testpersoner, der havde en høj BMI, var resultatet i gennemsnit 27% ringere end hos personer med en lav BMI - og resultaterne pegede på en stigende tendens, jo højere BMI.

Forskerne, der testede personerne både i 1996 og i 2001, slår dog også fast, at der ikke ses en sammenhæng mellem vægtforøgelse eller vægttab i perioden og en ændring i intelligens!

8. Du har prøvet euforiserende stoffer

Joint i fingre kvinde

Børn med en høj IQ vil oftere senere i livet eksperimentere med euforiserende stoffer end de med lavere IQ, slår et kontroversielt forskningresultat fra Cardiff University fast - med al tydelighed.

Undersøgelsen fra 2012 omfatter 6.713 personer, som fik målt deres IQ i en alder af 11 år og igen som 42-årige, hvorefter resultaterne blev sammenholdt med deres erfaringer med euforiserende stoffer.

Og sammenhængen var lysende klar, da der blev konstateret en gennemsnitlig IQ-fordel på 15 point hos de, der viste sig at have prøvet et eller flere euforiserende stoffer i deres liv.

Stofferne omfattede cannabis, kokain, amfetamin, amylnitrat og hallucinogene svampe.

Resultaterne var særligt tydelige hos kvinder, og forskerne konstaterer, at det tyder på en direkte sammenhæng mellem høj IQ og risikovillig adfærd - specielt hos kvinder.

Test din IQ lige her:

Illustreret Videnskab står bag nettets vel nok mest præcise og videnskabeligt validerede IQ-test - udviklet på baggrund af den universalt anerkendte WAIS-III test (Wechsler Adult Intelligence Scale III).

Dette er det tætteste, du kan komme på en nøjagtig måling af din IQ.

>> TAG DIN GRATIS IQ-TEST HER!

Underholdende og lærerig læsning for hele familien

Få 3 nr. af Illustreret Videnskab til 79,00. Klik her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: