Læs også

Albert Einstein Wien

Hvad er IQ?

Father and child playing, Building blocks

Miljøet folder intelligensen ud

I et mere stimulerende miljø, hvor børnene har gode muligheder for at udfolde deres mentale evner, kan de derimod trække på alle deres genetiske ressourcer, og generne vil således forklare en større del af børnenes intelligens.

21. juni 2010 af Gorm Palmgren

De førnævnte tvillingestudier tyder imidlertid på, at de genetisk veludrustede men understimulerede børn med tiden vil være i stand til at præge deres eget miljø så meget, at deres gener kan udfolde sig. Og i takt med at generne kan udfolde sig, bliver børnene altså mere og mere intelligente med alderen.

Forsker vil pege på intelligens-gener

Sammen med et internationalt hold af forskere forsøger Robert Plomin i øjeblikket at identificere de gener, som er med til at forme vores intelligens. Ved hjælp af såkaldte dna-mikroarrays – en slags chips, hvorpå der sidder flere hundrede tusind små stykker dna fra alle dele af menneskets 46 kromosomer – kan man ud fra en forsøgspersons dna relativt nemt konstruere en genetisk profil, der på én gang viser individuelle variationer i alle personens gener.

Ved at sammenligne resultaterne af sådanne undersøgelser foretaget på en masse meget intelligente mennesker kan forskerne finde forsøgspersonernes genetiske ligheder, og ved at sammenligne resultater fra personer med høj og lav intelligens kan man udpege de væsentligste genetiske forskelle mellem disse to grupper. På den måde er det muligt at indkredse de gener, som er med til at bestemme, hvor intelligente vi er.

Resultaterne af undersøgelsen er endnu ikke offentliggjort, men en af forskerne bag, Oliver Davis, kan allerede nu konkludere, at der ikke eksisterer “et gen for intelligens”. Forskerne har indtil videre fundet gener i hundred- eller tusindvis, der alle sammen har indflydelse på intelligensen, men hver især kan de kun forklare mindre end én procent af en persons intelligens. De mange forskellige gener får altså først stor betydning, når deres effekt lægges sammen.

Den opdagelse støtter teorien om “generalist-gener”, som Robert Plomin og Yulia Kovas formulerede i 2005. Ifølge den teori kontrolleres hver enkelt af vores mentale færdigheder – fx hukommelse og abstraktionsevne – af mange forskellige gener, og hvert af disse gener kontrollerer selv mange mentale evner.

Som hovedregel findes der altså ikke gener, som giver særlige intellektuelle evner, men derimod gener, som helt generelt giver en højere intelligens. Robert Plomin tror, at de enkelte gener bidrager til intelligensen ved at toptune hjernens helt basale funktioner. Et gen kan fx gøre nervecellernes lag af det elektrisk isolerende protein myelin tykkere, så de kan videresende nervesignalerne med en højere hastighed, eller genet kan øge nervecellernes evne til at skabe forbindelser til andre nerveceller og dermed opbygge mere komplekse neurale netværk.

Simple løsninger er intelligente

Teorien om generalist-gener er helt i overensstemmelse med begrebet generel intelligens, g, som jo netop dækker over, at folk, der scorer højt i en bestemt type intelligenstest, som regel også klarer sig godt i de fleste andre intelligenstest. Det lader altså til, at man helt grundlæggende kan være mere eller mindre intelligent, men at man så i øvrigt kan udnytte sin intelligens inden for bestemte områder, fx musik, matematik eller sprog. Robert Plomins teori postulerer også, at de enkelte intellektuelle evner ikke er knyttet til specifikke steder eller centre i hjernen, men at mange forskellige hjerneregioner arbejder sammen om at løse bestemte opgaver.

Allerede siden starten af 1990’erne har man vidst, at hjernen kan løse den samme opgave på mange forskellige måder. Et forsøg viste, at hjernen hos intelligente mennesker udnytter sine ressourcer bedre og løser problemer på en simpel måde, mens mindre intelligente hjerner tager en masse omveje, før de finder frem til den rigtige løsning.

Denne teori kunne den amerikanske neurolog Richard Haier fra University of California, Irvine i USA senere understøtte, da han viste, at hjernen bruger mindre energi på at løse en opgave, når den har haft lejlighed til at øve sig grundigt på den. I dette forsøg bestod opgaven i at spille computerspillet Tetris, hvor figurer skal vendes og drejes for at passe ind i hinanden. Efter 50 dages øvelse faldt energiforbruget i de områder af hjernen, der sandsynligvis ikke var strengt nødvendige for at spille spillet.

Disse forsøg viste altså, at forskellige personer bruger deres hjerner på vidt forskellig vis, selv om de skal løse den samme opgave, og at hjernens arbejdsmetode er afhængig af den generelle intelligens. Men forskellene er ikke alene individuelle, for i 1995 kunne Richard Haier vise, at mænd og kvinder også bruger hjernen på hver sin måde.

Forsøget viste, at selv om forsøgsdeltagerne stort set brugte de samme dele af hjernen lige meget, da de skulle løse en matematikopgave, så var der en enkelt undtagelse i hjernebarkens tindingelapper. Her var nervecellernes energiforbrug – og deres aktivitet – højere, jo bedre opgaven blev løst, hvilket altså tyder på, at denne hjerneregion er involveret i matematiske problemstillinger.

Det overraskende var imidlertid, at denne sammenhæng kun kunne observeres hos mændene, hvorimod der ikke var nogen forskel i tindingelappernes energiforbrug hos de kvinder, som klarede testen henholdsvis særdeles godt og middelmådigt.

Kønnenes hjerner er forskellige

På denne måde kunne Richard Haier altså demonstrere, at de to køn ikke bruger deres hjerne på samme måde, når de skal løse matematiske problemer. Sidenhen har mange forskere påvist, hvordan kønsforskelle i en række intellektuelle evner hænger nært sammen med en kønsopdelt måde at bruge hjernen på.

De to køns forskellige måder at bruge hjernen på har vist sig at hænge sammen med selve hjernens opbygning. Den kan studeres med skannings-teknikken MRI, som i modsætning til PET og fMRI ikke registrerer nervecellernes aktivitet, men derimod deres struktur. Man kan derfor detaljeret kortlægge opbygningen af hjernens grå og hvide substans. Grå substans findes især i den foldede hjernebark og består af nervecellernes såkaldte cellekroppe, mens den hvide substans ligger neden under hjernebarken og består af nervecellernes lange udløbere, aksonerne, der knytter forbindelser mellem fjerntliggende dele af hjernen.

Hvis man skal sammenligne hjernen med en computer, er den grå substans selve processoren, der foretager alle beregningerne, mens den hvide substans er harddisken og kredsløbene, der sørger for at flytte data frem og tilbage mellem processoren og alle computerens andre enheder. Ligesom en computer ikke kan udnytte en kraftig processor optimalt, hvis harddisken er meget langsom, så er en velfungerende hjerne afhængig af, at både den grå og den hvide substans er veludviklede og passer til hinanden.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: