løgn scanner Pinnochio

Skannere afslører din løgn

Med avancerede hjerneskanninger kan forskerne nu skelne løgn fra sandhed. Hjernen bruger nemlig ekstra energi i bestemte områder, når vi stikker en plade.

14. december 2015 af Anne Lykke

Takket være nye skanningsmetoder har forskere i dag mulighed for at afsløre løgnen dér, hvor den bliver til: i hjernen.

Nogle af metoderne har allerede taget springet fra laboratoriet til det kommercielle marked.

I USA tilbyder firmaet No Lie MRI fx at afsløre løgn med hjerneskanninger – såkaldt fMRI-skanninger. Kunderne er oftest de tiltalte, for eksempel ægtefæller, som vil bevise deres uskyld i utroskabssager.

En løgn kan ses i hjernen

fMRI-skanninger måler på ilttilførslen i hvernen og dermed, hvor hjerneaktiviteten er størst. Skanningerne har vist, at dele af hjernen er ekstra aktiv, når vi lyver, fx pandelappen.

Pandelappen – den forreste del af hjernen – er involveret i blandt andet problemløsning og planlægning. Generelt er de dele af hjernen, som arbejder med sprog, analyse og logik på overarbejde, når vi stikker en løgn. Og det kan altså ses fysisk i hjernen.

Manglende hjernebølge afslører løgn

Et andet amerikansk firma tilbyder at måle hjernebølger med elektroder – en metode kaldet EEG, som har en sikkerhed på op mod 100%

EEG-løgn-tests foregår via en hætte med elektroder på testpersonens hoved. Elektroderne er forbundet til en computer og kan måle elektrisk aktivitet fra nervecellerne under kranieskallen.

Metoden bygger på, at hjernen udsender en karakteristisk hjernebølge kaldet P300, hvis personen har et ægte minde fra en situation. Hvis ikke, udebliver P300-hjernebølgen, og forskerne har indirekte spottet en løgn.

EEG er ikke en traditionel løgnedetektor, men snarere en hukommelsestjekker. I en kriminalsag kan testen for eksempel afgøre, om personen har kendskab til detaljer fra et gerningssted eller mordvåbnet – eller om personen stikker en løgn.

Genskabte billeder kan afkræfte en løgn

En anden metode kaldet brain-decoding har også vakt stor interesse. Her forsøger forskere at genskabe synsindtryk fra hjernen.

Billedet herunder viser en rekonstrueret video, som er lavet ud fra en persons hjernebølger:

Metoden benytter sig af, at hjernen danner bestemte aktivitetsmønstre, når vi ser på billeder af forskellige ting. En computer, som er udstyret med et kæmpe bibliotek over billeder og den tilsvarende hjerneaktivitet, genkender personens hjerneaktivitet og oversætter dem tilbage til de billeder, som hjernen ser.

På sigt kan teknologien føre til, at politiet kan se gerningsstedet og geringssituationen gennem ofrets tanker.

Sådan afslører forskerne en løgn

Vil du vide mere om både den gamle løgnedetektor og de nye metoder til at afsløre løgn? Så læs hele vores store artikel:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: