Mænd har bedre stedsans

Mænd har bedre stedsans end kvinder

Så skulle den GPS være barberet - nyt norsk studie slår fast, at mænd har en overlegen stedsans og derfor ganske enkelt er langt bedre til at finde vej, end kvinder er.

2. december 2015 af Jakob Priess

Der er skidt nyt til alle bedrevidende bagsædepassagerer, syrlige svigermødre og kortsvingende kærester med "du får ret og jeg får fred"-fnys og himmelvendte øjne. I kan godt pakke den indre GPS væk, for videnskaben har talt: Mænd har bedre stedsans end kvinder.

Mænd er endda meget bedre til at finde vej, end kvinder er - faktisk omkring 50% bedre - viser studier fra Norge ved læge og hjerneforsker Carl Pintzka.

Som en del af sin doktorafhandling om forskellen i måden, mænds og kvinders hjerner fungerer på, eksperimenterede han med kønnenes evne til at finde vej i et 3D miljø. Og resultaterne var chokerende.

Mænd når hurtigere frem end kvinder

"At der ville være så store forskelle, havde vi ganske enkelt slet ikke forestillet os," siger Pintzka om forsøgsresultaterne, der slår fast, at mænd er bedre til at navigere efter verdenshjørnerne og har en overordnet bedre forståelse af retning, end kvinderne.

Det gør mænd i stand til at tage genveje og hurtigt komme direkte mod målet. "Mændende når ganske enkelt hurtigere frem til deres destination," slår Pintzka fast.

I Pintzkas eksperiment fik 18 mænd og 18 kvinder en time til at lære en virtuel labyrint at kende. Derefter blev de lagt i en MR scanner, udstyret med 3D-briller og et joystick og bedt om at finde frem til specifikke steder i labyrinten.

Startpunktet for hver navigationsopgave kunne variere, men labyrinten forblev altid den samme, og særligt de skiftende udgangspunkter tog fusen på pigerne.

Stregerne viser, hvordan mændende (røde streger) og kvinderne (blå streger) navigerede i labyrinten.

Mænd og kvinder har forskellig stedsans

"Kvinder og mænd benytter vidt forskellige strategier for at finde vej. Hvor mændene stoler på deres generelle retningssans, så er kvinder mere afhængig af landemærker, og en kvinde vil typisk navigere efter ting, hun har set på vejen," siger den norske forsker.

Han giver som eksempel, at kvinder lægger ruter i stil med "forbi frisøren, over gaden, til venstre ved den gamle købmand og så ligeud indtil lige efter det store gule hus på venstre hånd, hvor Trines klamme ex-kæreste engang boede".

I Pintzkas eksperiment fandt mændene 50% hurtigere frem til opgavernes mål, og de nåede derfor også flere opgaver i den berammede tid. Samtidig viste scanningsbillederne, at selv om både mænd og kvinder brugte store dele af hjernen til at navigere, så havde mænd langt mere aktivitet i hippocampus (rumlig forståelse), mens kvinderne primært trak på de frontale områder (bla. korttidshukummelsen).

Mænd finder frem - kvinder finder ting

"I oldtiden var mænd jægere, og kvinder var samlere. Derfor har hjernerne udviklet sig forskelligt," siger Carl Pintzka og uddyber: "Forenklet kan man sige, at kvinderne lettere finder tingene i et hus, mens mændene lettere finder huset."

Det er også derfor, at mænd - selv om de måske nok er bedre til at finde frem til fætter Frederiks ødegård eller hjem fra bilferien - er ude af stand til at finde sko, strømper, bilnøgler, boxershorts eller ungernes vanter selv om de nærmest står og glor direkte på dem.

Her har kvindernes hjerne for længst manøvreret gennem det indre kort og ved præcis, hvor alting ligger. Ikke mindst fordi det helt sikkert ligger præcis samme sted som sidst, de var nødt til at finde det til den fortabte fyr ...

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: