Dean Wong

Proteinfejl ødelægger hjernen

1. marts 2011 af Gorm Palmgren

Symptomerne på alzheimer er læsioner i hjernen, kaldet plakker og tangles. Plakker er klumper af proteinet beta-amyloid, som gør, at nervecellerne ikke længere virker korrekt, og tangles er filtrede tau-proteiner, der får nervernes skelet til at kollapse. Mens den sidstnævnte proces foregår skjult i nervecellernes indre, så dannes de skæbnesvangre plakker på cellernes overflade. Det gør dem tilgængelige for det nye stof florbetapir F 18.

Når stoffet sprøjtes ind i blodbanen, føres det hurtigt op til hjernen, hvor det straks sætter sig godt fast på alzheimer-patienternes plakker. Til gengæld binder det sig stort set ikke til de raske dele af hjernen. Florbetapir F 18 indeholder den radioaktive isotop 18F, der afgiver stråling, som kan ses af PET-skannere.

En af forskerne bag florbetapir F 18, Dean Wong fra Johns Hopkins Medical Institution i Baltimore, USA, stod i sommeren 2010 bag offentliggørelsen af de første resultater, hvor stoffet blev afprøvet til at diagnosticere alzheimer.

Elleve patienter, som i forvejen havde fået konstateret alzheimer i middelsvær grad, samt 15 raske kontrolpersoner fik en indsprøjtning med florbetapir F 18 og blev derefter anbragt i PET-skanneren. Hos patienterne begyndte stoffet i løbet af få minutter at samle sig i pande- og tindingelapperne, som netop er kendt for at blive angrebet af plakker i forbindelse med alzheimer. Patienternes hjerner bandt også generelt mere florbetapir F 18 end de raske kontrolpersoners.

Stort klinisk forsøg

Meget tyder altså på, at florbetapir F 18 er et stærkt værktøj til at diagnosticere alzheimer så tidligt som muligt. Men for at kunne stole 100 pct. på diagnosen har medicinalfirmaet Avid Radiopharmaceuticals alliereret sig med forskere og iværksat et stort klinisk forsøg, hvor omkring 150 døende patienter og kontrolpersoner blev skannet i en PET skanner efter indsprøjtning med det nye stof.

Ideen var at sammenligne skanningerne med laboratorieanalyser af deres hjerner efter deres død. De første delresultater slap ud allerede i sommeren 2010. De viste næsten fuld overensstemmelse mellem skanningerne og laboratorieanalyserne. Hvis resten af det kliniske forsøg giver lige så lovende resultater, kan det få store konsekvenser.

En PET-skanning i kombination med florbetapir F 18 vil så kunne diagnosticere alzheimer mere sikkert og også tidligere end i dag – så lægerne dermed også kan starte en effektiv symptom-behandlingen meget tidligere.

Kan behandlingen begynde tidligere, kan patienter med alzheimer måske få større glæde af de nuværende behandlingsmetoder. Der er i dag medicin, der bl.a. hjælper på hukommelsesproblemer, søvnforstyrrelser og ændret adfærd, fx vrede og forvirring. Men den nye skanningsmetode kan måske være med til at udvikle ny og mere effektiv medicin.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: