selfie ellen

Selfies gør dig dummere

Aprilsnar!!! Denne historie var en aprilsnar. Selfie-fænomenet kan måske virke selvoptaget, men der er endnu intet, der tyder på at fænomenet påvirker hjerne eller intelligens.

27. marts 2014 af Rasmus Palludan

Kan fokus på det ydre have konsekvenser i det indre? Ny hjerneforskning viser, at for mange såkaldte selfies - selvportrætter taget med smartphone - kan nedsætte hjerneaktiviteten.

Påvirker hjernen

Mange kan genkende følelsen af at holde smartphonen op foran ansigtet og kigge fokuseret ind i kameralinsen, alt imens armen roterer som en helikopter-vinge for at finde den perfekte vinkel til et selvportræt.

Men hver gang, vi tager selfies, påvirkes hjernen. Det er den overraskende konklusion, som de kinesiske forskere bag verdens hidtil største, neuropsykologiske undersøgelse af kultur-fænomenet er kommet frem til.

Bag undersøgelsen står professor Wei Qín, forskningsleder for Hong Kong Universitys neuropsykologiske afdeling, og resultaterne offentliggøres i næste måned i det videnskabelige tidsskrift Journal of Neuroscience.

The Selfie Syndrome

Som led i undersøgelsen har 1023 forsøgspersoner i alderen 18-25 deltaget i et forsøg, hvor hjernens aktivitet blev målt ved hjælp af elektroder monteret på skalpen. Forsøgspersonerne blev efterfølgende bedt om at tage "de bedst mulige selfies af sig selv", alt imens elektrodernes signaler blev omsat til en graf over hjerneaktiviteten.

Effekten af ét selvportræt kunne ikke måles, men forskerne fandt, at hvis forsøgspersonerne tog 20-30 selfies i træk, skete der et lille udsving i hjerneaktiviteten, som kunne måles i 1-3 minutter efter. Fænomenet har forskerholdet døbt "The Selfie Syndrome".

"Efter en længere serie selvportrætter kan det konstateres, at hjernen bliver døsig. Den bliver dårligere til at modtage stimuli fra omverdenen og dårligere til at løse komplekse opgaver. Det fascinerende er, at selvom selfie-portrætter ikke er en intellektuelt udfordrende opgave, retter folk store mængder hjernekraft mod aktiviteten, som skaber målbare spændinger i hjernen. De vil tage det perfekte billede", forklarer Wei Qín.

”Når al fokus bliver rettet mod selvportrætter i en intensiv periode, skal hjernen omstille sig, når fokus igen vendes mod omgivelserne,"

Dårligere resultater i intelligenstest

Forsøgspersonerne blev efterfølgende bedt om at tage en række korte intelligenstests af fem minutters varighed. Prøverne målte rumlig, matematisk og social intelligens. I gennemsnit klarede forsøgspersonerne, der tog selfies inden prøven sig 12 procent dårligere end kontrolgruppen, der ikke havde taget selfies.

Resultaterne var især tydelige i prøverne, der målte rumlig intelligens.

"Det var overraskende for os, at hele 18 procent var markant dårligere til at sanse omverdenen i minutterne efter, de havde taget selfies," fortæller Wei Qín om undersøgelsen, der ikke viste forskelle mellem kønnene.

Forskerholdet vil i de kommende måneder lave flere hjerneskanninger for at finde ud af, om selfies potentielt kan have længerevarende konsekvenser. Derfor vil Wei Qín endnu ikke advare mod selfies - blot konstatere, at forskere for første gang har identificeret neurologiske konsekvenser af det populære kulturfænomen.

"Hver dag hiver millioner af mennesker smartphonen op af lommen og tager et selvportræt. Vi håber, at undersøgelsen vil få folk, der tager mange selfies, til at tænke sig om en ekstra gang," siger Wei Qin.

Hvad mener du?

Tror du, at selfies er skadelige? Har du erfaringer? Del dem på vores Facebook-side.

Besøg Illustreret Videnskab på Facebook

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: