Genterapi tager stress i opløbet

Da den amerikanske biolog og ­neurolog Robert Sapolsky i starten af 80’erne fulgte en flok bavianer på Kenyas savanne, gjorde han en ­interessant opdagelse. Bavianer har et strengt hierarki, og hannerne på bunden af den sociale rangstige så mere slidte ud. De var tyndere, havde uglet pels og var mere urolige. Det mentale pres, de oplevede, påvirkede bavianerne rent fysisk­ – de ­betalte med et dårligt helbred.

I dag har Robert Sapolsky lagt ­savannen bag sig og forsker i stedet i stress hos mennesker, men rent faktisk adskiller vi os ikke væsentligt fra vores pelsede artsfæller på netop det punkt. For kronisk stress er ikke bare psykisk ubehageligt, det er også en dødsensfarlig tilstand, der splitter vores krop ad og forkorter vores liv.

“I den vestlige verden dør vi ikke længere af den slags sygdomme, der tog livet af vores forfædre i millioner af år – infektioner og sygdomme som følge af dårlig ernæring og hygiejne. I stedet lever vi længe nok til at dø af lidelser, der langsomt akkumulerer skader, som hjerteproblemer, kræft og diabetes, og de fleste af disse sygdomme kan forårsages eller forværres af stress,” siger han.

Kroppen er som en ur­maskine, der ikke er blevet opdateret i årtusinder. ­Vores stressmekanismer er nøjagtigt de samme, som dengang vi levede på ­savannen. Kroppen har et “kæmp eller flygt-instinkt”, og når hjernen opdager fare, udsender den via binyrerne stress­hormoner, fx adrenalin og glukokortikoider, der sætter kroppen i alarm­beredskab: Hjertet ­slår hurtigere blodtrykket øges, ­sanserne skærpes, og vi tænker mere klart. Langsigtede byggeprojekter i ­kroppen, fordøjelse, immunforsvar og reproduktion sættes derimod på pause.

Overlevelseskamp slår os ihjel

Alle disse mekanismer sker i forventning om en form for handling – enten ­kæmper vi, eller også stikker vi af. Men de stress­faktorer, vi står over for i dag, er ikke så konkrete som vores forfædres, så i stedet for at reagere, som kroppen havde plan-lagt, undertrykker vi instinktet. Men stresshormonerne bliver i kroppen uden noget andet at give sig til end at tære vedvarende på vores helbred.

“Alle vores stressmekanismer er gode på den korte bane, men fordi vi er så psykologisk sofistikerede, skaber vi psykisk stress, som hjernen er overbevist om, er lige så virkeligt, som hvis du løb væk fra et rovdyr,” siger Robert Sapolsky.

Lang tids stress med katastrofale følger

Pludselig bliver de mekanismer, der skulle sikre vores overlevelse, til en langsom død. For hvis vi kører disse processer i tre år frem for tre minutter, har det katastrofale følger. Det forøgede blodtryk øger risikoen for hjerneblødninger og hjerteanfald. Det er ikke noget problem at stoppe kroppens byggeprojekter i en time, men over længere tid betyder det, at immunforsvaret svækkes, væksten hæmmes, og fertiliteten nedsættes. De hormoner, der skal skærpe vores sanser og hjerne, belaster nu nervesystemet, slår nerveceller ihjel og øger risikoen for depression og alzheimer.

Frem for at behandle stressens bi­virkninger med fx beroligende medicin vil det derfor være langt mere effektivt at stoppe selve stresshormonerne. Det har lægerne ingen mulighed for i dag, men på Stanford University i Californien ­arbejder Robert Sapolsky sammen med et hold af kolleger på at sammensætte en genterapi, der kan stoppe stresshormonernes giftige virkning.

Først identi­fi­cerede Sapolsky en række­ gener, der får kroppen til at producere flere antioxidanter og udsender et enzym, der nedbryder glukokortikoid-stresshormoner. Men det er ikke så ligetil at få generne ind i hjernen. De skal nemlig forbi blod-hjerne-barrieren – et specialiseret net af blodkar, der skal forhindre bl.a. bakterier i at trænge ind i hjernen.