Hvorfor bliver man genert?

Er generthed medfødt, eller skyldes det opvæksten?

1. september 2009

Generthed begynder gerne i to- års-alderen, når barnet bliver bevidst om, at det ikke er en slags tilbygning til sin mor, men et helt unikt menneske, der har sin egen virkning på omgivelserne. De fleste mennesker oplever at være generte på et tidspunkt i deres liv. Mange overvinder genertheden med tiden, men der er også dem, der bliver ved med at krybe langs murene og rødme, når fremmede tiltaler dem. Generthed er ifølge amerikanske psykologer overvejende medfødt. De mener, at 15 pct. af os fødes med en tendens til at blive meget generte, og at det er arveligt. På flere forskellige amerikanske universiteter har psykologer studeret babyer og fulgt dem i deres opvækst for at afdække, hvordan generthed opstår og udvikles. I et forsøg fik en gruppe babyer målt deres hjerneaktivitet. Flere år efter – da man kunne udpege dem, der var særligt generte – studerede man billederne af deres hjerner som små og fandt, at de generte havde haft mere aktivitet i højre pandelap end i venstre. Det forholdt sig stik modsat hos de babyer, der ikke udviklede generthed. Der er altså en biologisk forklaring på genertheden. Forskerne mener, at de generte er født med et neuralt kredsløbssystem, der gør, at de reagerer på selv ganske små stresspåvirkninger. Man har bl.a. registreret, at spædbørn, der senere viser sig at være generte, får hurtigere hjertebanken som reaktion på nye situationer. Genertheden hænger altså sammen med frygtsomhed. Alt nyt opleves som en trussel for den generte. Men genertheden kan bearbejdes, og det er i høj grad op til forældre, lærere og kammerater, om et barn får forstærket sin generthed igennem opvæksten, eller om barnet lærer at overvinde den.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: