Hvorfor forringes synet?

Næsten alle mennesker får dårligere syn, når de bliver ældre. Hvor meget forringes synet, og hvorfor sker det?

1. september 2009

Amerikanske undersøgelser viser, at man efter at være fyldt 40 har brug for dobbelt så store lysmængder, for hver gang man bliver 13 år ældre. En 53-årig skal altså have dobbelt så meget lys som en 40-årig. Når synet svækkes med alderen, er årsagen blandt andet, at lysfølsomheden i nethinden falder, og evnen til at skelne kontraster bliver mindre. Men det vigtigste er, at pupillen skrumper. Ligesom mange andre dele af legemet svinder ind med alderen, sker der en reduktion i pupillens størrelse. I gennemsnit måler pupillen 4,7 millimeter hos en 20-årig, mens den er svundet ind til 2,3 millimeter, når man er 80. Reduktionen om natten er endnu større, og mange oplever da også, at det især kniber med nattesynet, når de kommer op i årene. Ligeledes ændres farvesynet, da linsen absorberer stadig mere af de blå farver, så man efterhånden ser alting i et gulligt skær. Mens der ikke er meget at stille op over for reduktionen i pupillens størrelse, har forskning på blandt andet University of Oxford skabt håb om, at der kan udvikles medicin, som kan forsinke eller ligefrem forebygge nedbrydningen af linsen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: