Fedt regulerer dit immunforsvar, oplagrer din energi og beskytter dig mod slag og kulde.

© Yuri Arcurs/Getty images

6 grunde til at du skal elske dit fedt

Fedt har et dårligt ry, men faktisk tjener kroppens 10-15 kg blæver mange livsnødvendige formål.

15. februar 2017 af Gorm Palmgren og Karen Grubbe

1. Fedt holder sammen på cellerne

© Shutterstock

En stor del af kroppens fedt sidder som fedtsyrer i et tyndt lag rundt om cellerne, som de afgrænser og holder sammen på. 

Især hjernens nerveceller har meget fedt, da det øger nervesignalernes hastighed.

2. Fedtvæv vedligeholder immunsystemet

© Shutterstock

Fedtvævet er ikke bare passive depoter, men aktive organer, som producerer østrogen, leptin og omkring 25 andre hormoner og hormonlignende stoffer. 

De påvirker hele kroppen og regulerer fx stofskiftet og immunforsvaret.

3. Fedt lagrer den overskydende energi

Fedt er bedre end kulhydrat og protein til at oplagre overskydende energi efter et måltid. 

Fedtet indeholder mere end dobbelt så meget energi, og så binder det ikke vand. Det holder størrelsen på kroppens energidepoter nede.

4. Høj fedtprocent beskytter mod kulde 

© Shutterstock

Med en fedtprocent på over 50 kan isbjørne holde sig varme i det iskolde Polarhav, fordi fedtet under huden har en god isoleringsevne. 

>> Få masser af fed viden: 4 numre af vores blad for bare 99,- 

Selvom vores fedtprocent kun er halvdelen, så spiller fedtet en vigtig rolle for at beskytte os mod kulde.

5. Brunt fedt giver ekstra varme-reserve

© Shutterstock

Normalt forvandler cellerne næringsstoffer til molekylet ATP, som driver forskellige processer i kroppen. 

Men det såkaldt brune fedt kan afspore produktionen af molekylet og i stedet brænde energien af i form af varme, hvis kroppen fryser.

6. Fedtlag absorberer slag

Uden en velpolstret bagdel ville det gøre ondt at sidde ned. 

Derfor sørger et en-to cm tykt lag fedt lige under huden for at danne en behagelig pude. 

Et tyndere fedtlag i resten af kroppen værner også mod stød, så vi ikke hele tiden slår os.

FED FAKTA:

  • Fedtdepoterne er en slags bindevæv, der ligger under huden. 
  • Hver enkelt fedtcelle er kun omkring 0,1 mm i diameter, og næsten hele dens indhold er fedt i en delvist flydende form. 
  • Jo flere energirige næringsstoffer fedtcellerne optager fra blodet og omdanner til fedt, desto større bliver cellen. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: