Afdøde ender som renset pulver

Biolog udvikler miljørigtigt alternativ til ligbrænding

1. september 2009

Hvad enten vi bliver begravet eller brændt, når vi dør, belaster vi miljøet. Ved en begravelse på traditionel vis ender kisten med liget i en dybde på mellem 1,5 og to meter, hvor den døde ikke gøder jorden, men i stedet havner i grundvandet. Og en ligbrænding belaster luften med røg. Nu har den svenske biolog Susanne Wiigh-Mäsak imidlertid udviklet et tredje, mere miljørigtigt alternativ. Kisten med liget nedsænkes i flydende kvælstof med en temperatur på minus 195 grader celsius. Den behandling gør krop og kiste så sprøde, at det kun kræver en let omrystning at pulverisere begge dele til en kornstørrelse på kun 1 millimeter. Efter denne proces er en 100 kg tung mand omdannet til kun 30 kg organisk materiale, som bliver renset for fx kviksølv, guldfyldninger og metalrester -fra eventuelle implantater. Afslutningsvis -lægges pulveret i en boks fremstillet af kartoffel- eller majsmel og kan nu begraves i kun 20-40 centimeters dybde. Allerede efter 12-20 måneder vil liget være omdannet til miljøvenlig kompost. Processen er med succes testet på svinekroppe, og det første anlæg vil efter planen stå klar i Jönköping i løbet af efteråret. Prisen for en begravelse efter den nye metode vil nogenlunde svare til prisen for en ligbrænding, og flere afdøde ligger allerede midlertidigt opbevaret, indtil anlægget kan tages i brug. Også Tyskland, England og Sydkorea viser interesse for metoden.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: