fastklemt arm i klippe

Fastklemt i fem dage

Ralston lader sin bil stå ved hovedvejen for at vandre gennem Blue John Canyon i Utah, forventer han en afslappet tur. Men kort tid efter må han kæmpe for sit liv, da et stort klippestykke river sig løs og nagler hans højre hånd fast mod bjergvæggen.

2. maj 2016 af Else Christensen

Stenen fylder hele himlen. Sollyset indrammer som en glorie den enorme masse på dens vej lodret gennem bjergkløften og understreger klippestykkets truende størrelse. Aron Ralston strækker armene op i luften i et desperat forsøg på at beskytte sig mod den næsten 400 kg tunge sten. I næste øjeblik rammer klippestykket hans højre hånd og presser den ind mod væggen. Et kort nu glider klippestykket med hånden fastklemt ned ad væggen. Så standser de, hånd og sten, kilet fast mellem kløftens vægge omkring en meter og 20 cm fra kløftens bund. Ralston forsøger at trække armen til sig, men den rokker sig ikke det mindste. Kort tid forinden havde klippestykket fungeret som trædesten for Ralston, der da befandt sig højere oppe i kløften. Rutineret var han trådt ud på klippestykket, der var spændt ud mellem væggene. Derefter var han behændigt gledet ned på stenen for at bruge den som en mellemstation på vej ned i kløftens bund. Men stenen havde sat sig i bevægelse, og kun med nød og næppe var det lykkedes ham at hoppe af og ramme bunden, før klippestykket fortsatte samme vej. Fastlåst betragter han nu de to klippevægge, der strækker sig lodret mod en tynd stribe himmel højt oppe. I de næste 127 timer vil det være hans verden.

1 dag. Den 26. april kl. 14.45: Ralston har været fanget i 45 minutter. Ralston er vant til at holde hovedet koldt i ekstreme situationer. Siden han som barn af sine forældre blev sendt på skitur, har han elsket at færdes i naturen, og med tiden er eventyrene blevet vildere og vildere. Bjergbestigning i is og sne, natlige sejladser gennem kraftige strømfald og et møde med en bjørn hører til oplevelser, Ralston er sluppet godt fra. Nu iagttager han stedet, hvor hånden forsvinder mellem sten og klippevæg. Håndleddet er kun en sjettedel så tykt som sædvanligt. Hvis det ikke var for knoglerne, ville hånden være helt flad, bemærker han. Den synlige del af hånden er hvid, fordi blodcirkulationen er stoppet, og hånden ikke har kontakt med resten af kroppen.

1. dag kl. 15.28: Ralston har ikke fortalt nogen om sine planer. Først når han ikke kommer på arbejde mandag, vil nogen savne ham. I tankerne gennemgår Ralston sine forsyninger: ca. 350 ml vand og to burritos, klatreudstyr, en pandelampe og et universalværktøj med to knive og en tang. Da han ikke har fortalt nogen, hvor han er, og den gennemsnitlige levetid i ørkenen uden vand er to-tre dage, skønner han, at chancerne for at slippe fri er større end for at blive fundet. Han fisker universalværktøjet frem fra rygsækken og begynder at hakke løs på klippestykket. I flere minutter banker han på blokken, men den får ikke den mindste hulning.

2. dag kl. 13: Ralston har forsøgt at lave en talje af sine klatrereb og seler, så han kan løfte stenen. Det mislykkes. Tørsten plager ham, men han har besluttet sig for kun at drikke en slurk hvert 90. minut. Ørkenen er stille – indtil han pludselig hører menneskestemmer. Ralston holder vejret og lytter intenst. Stemmerne og lyden af sko mod sandsten er fjerne og forvrængede, men de er derude. “HJÆLP,” råber han og holder vejret. Atter stilhed. Han råber igen. Hans stemme ryster af angst og ophidselse, men stadig intet svar. Erkendelsen rammer ham som et hårdt slag i maven. Hvad han har hørt, er ikke mennesker, men et af ørkenens smådyr. Kængururotten har bygget rede i klipperne oven over ham. Han drejer hovedet og ser en hale forsvinde i et hul i klippen. Ralston lover sig selv højst at råbe om hjælp én gang om dagen. Desperationen i sin egen stemme er mere, end han kan klare.

Kl. 15: Ralston er sikker på, at han vil dø, inden nogen når at finde ham. Ralston trækker rygsækken af og fisker en lille videooptager, han har medbragt for at filme turen, frem. Optageren er så lille, at den kan ligge i hans hule hånd. Han trykker på optageknappen og begynder at tale. “Klokken er fem minutter over tre, søndag. Jeg har nu været klemt fast i 24 timer her i Blue John Canyon over det, som kaldes Big Drop. Mit navn er Aron Ralston. Mine forældre er Donna og Larry Ralston fra Englewood, Colorado. Vil den, som finder dette, venligst forsøge at få det frem til dem,” siger han. På skærmen ser han sit eget billede. Øjnene ligger dybt i øjenhulerne. Han har ikke spist i et døgn og kun fået få slurke vand.

3. dag: Ralston forsøger at skære armen af, men opgiver og indser, at lommekniven aldrig vil kunne save knoglerne over. “Du bliver nødt til at skære din arm af.” Tanken har meldt sig flere gange, men den virker mere påtrængende, efter at Ralston under filmningen lod kameraet panorere hen over armen. Han kunne ikke undgå at bemærke, at huden var usædvanligt bleg. Snart vil hånden gå i forrådnelse. Ralston føler afsky ved tanken om at skære i sig selv og frygt for det blodtab, som vil følge. Hans bil holder næsten 12 km væk, og han er ikke sikker på, at han vil kunne køre bilen med én hånd. Risikoen for, at blodtabet inden da vil overstige 30 procent og være så godt som dødeligt, er stor. Alligevel beslutter han sig for at prøve. Han tager slangen fra sit drikkesystem af og binder den om armen som en årepresse. Han ser hånd og håndled blive hvide, mens huden omkring albuen lyser dybrødt af det ophobede blod. Ved at opbyde al sin viljestyrke borer han kniven ind i huden, men modet svigter. Et par røde striber på huden er alt, hvad kniven efterlader. Forehavendet vil også være nytteløst. Han måtte presse til for overhovedet at ridse i huden. Knoglerne ville han umuligt kunne skære igennem.

4. dag: Ved midnat har Ralston stadig omkring en halv deciliter vand tilbage, men føler kræfterne svinde. Ralstons hals og øjne svider af tørhed, og huden hænger. Han har ikke sovet i tre dage. Han fryser og kan ikke længere stole på sine sanser. Tidsfornemmelsen er forsvundet. Kun tidsplanen for, hvornår han må drikke vand, kan han holde styr på. Dagen forinden tissede han for første gang, siden han blev klemt fast. For en sikkerheds skyld gemte han den gulbrune væske. Nu beslutter han sig for at smage på den. Det er bedre at prøve, mens han endnu har vand til at genoprette væskebalancen, hvis giftstofferne får ham til at kaste op, konkluderer han. Han tager en slurk. Det er ikke så slemt som forventet. Natteluften har kølnet væsken til cirka 15 grader, og en del af affaldsstofferne er faldet til bunds som brunligt grums. Ralston har nu spist den sidste burrito og drukket alt vand. Gennem de sidste tre dage har han sammenlagt fået 500 kalorier, en tiendedel af sit normale indtag, og er stærkt svækket. De seneste par dage har Ralston hallucineret om drikkevarer, og nu oplever han lange perioder, hvor han føler sig uden for sin egen krop. Alt, hvad han oplever, er meget virkelighedstro. Han kan føle, smage og dufte det hele. I nat bliver han hentet af en ven. Vennen fører ham langs kløftens klippevægge, til de kommer til en dør, der pludselig åbner sig. Bagved ligger en dagligstue. På sofaer og i lænestole slænger hans venner sig, og stemningen er munter. Alligevel er det, som om ingen af dem er virkelige. Som om de læser hans tanker, ser de alle op på én gang og svarer. “Vi er her, når du har brug for os. Når du er klar, skal vi nok blive virkelige”. Ralston vågner, rystende af kulde og udmattelse.

5. dag kl. 23: Den højeste temperatur om dagen er knap 14 grader. Ralston ved, at han går en barsk nat i møde. Dagen i dag skal blive hans sidste, er Ralston sikker på, og han forbereder sig på sin død. På videokameraet har han sagt farvel til sine venner og lavet en liste over, hvem han ønsker, skal bære kisten. Nu, hvor klokken nærmer sig midnat, griber han sin kniv og ridser med store bogstaver sit navn i klippesiden. “ARON”. Så ridser han fødselsmåned og -år, “OCT 75”, fulgt af “APR 03”. Over navnet tilføjer han “Hvil i fred”, overbevist om, at han ikke lever natten over.

6. dag kl. ca. 10: Ralston er nu gået igennem 120 timer uden søvn. Han kan ikke længere holde sit hoved oppe. Det hviler mod klippesiden eller falder forover ned på brystet. Gennem de seneste dage har han fra tid til anden genoptaget forsøget med at hakke med kniven i klippen. Forehavendet er nytteløst, ved han, men det holder ham beskæftiget. Små stenpartikler flyver omkring ham og lander på den fastklemte arm. Ralston vender kniven og vil bruge bagsiden til at vifte de små stenpartikler af huden. Et øjeblik er han uforsigtig og kommer til at skrabe i sin arm. Huden ruller af, bemærker Ralston med afsky. Prøvende stikker han med kniven i huden, og en ubehagelig hvæsen lyder. Bakterier under huden har dannet gasser, og en umiskendelig stank af forrådnelse stikker ham i næseborene. En blanding af panik og raseri griber Ralston. “Det er ikke en del af mig. Det er affald.” Sætningerne farer gennem hovedet, mens han desperat river og flår for at komme fri fra den livløse hånd. Pludselig mærker han armen bøje sig i en unaturlig stilling, og med ét forstår han, hvad han skal gøre. Ved at brække armknoglerne undgår han den uløselige problem med at skære gennem knoglerne. Nu kan han amputere armen.

Som i et manisk anfald kaster han sig ud i sit forehavende. Sammenbøjet kravler han ind under stenen og føler, hvordan den højre arm vrider sig stadigt mere. “Hårdere! Hårdere!” ansporer han sig selv, indtil et smæld lyder, da spolebenet brækker. Med sveden løbende ned ad ansigtet gentager han bevægelsen, til også albuebenet brækker. Armen kan nu rotere som en aksel i sit leje. Ralston griber kniven, og metodisk skærer han igennem hud og muskler, sener og arterier. Materialet er så sejt, at han bliver nødt til at foretage proceduren i mange omgange. “Grib, klem, drej, riv,” gentager han for sig selv. Nerverne ligner tynd, snoet pasta, synes han. Han løfter dem op som guitarstrenge, indtil de brister og udløser en flodbølge af smerte – som at stikke armen ned i flydende lava. Han bider det i sig og fortsætter med at skære huden over mod klippesiden som et spækbræt. Da han mærker kniven ramme stenen, føler han adrenalinen vælde ind over kroppen. Klokken er 11.32. Efter at have været klemt fast i 127 timer er han omsider fri. Med armen i en improviseret slynge tumler han afsted gennem kløften. Hver gang han ser vand, stopper han og drikker. Blodet drypper hurtigt fra armen. Da Ralston har gået næsten ti km, ser han tre mennesker på stien. “HJÆLP!” Denne gang er de virkelige og løber imod ham.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: