I midten af 1800-tallet var en pige typisk 17 år, før hun fik sin første menstruation, men i dag sker det typisk allerede i 13-års-alderen. Piger udvikler også bryster i en stadig yngre alder, og alene det seneste halvandet årti er brysterne i gennemsnit begyndt at bryde frem et helt år tidligere, dvs. lige inden pigerne fylder ti år. Det viser en dansk undersøgelse fra 2009.
Selv om drengenes udvikling tilsyneladende ikke er helt så forceret, så kommer de også tidligere i puberteten. Det har drengekor over hele verden måttet lære at leve med. En undersøgelse fra 2007 af 463 drenge fra Københavns Drengekor viser således, at deres stemmer i løbet af en tiårsperiode begynder at gå i overgang fire måneder tidligere end før.
Ligeledes viser en helt ny, bulgarsk undersøgelse fra 2010, at drengenes pubertet i dag starter, et år før den gjorde for 30 år siden. Forskerne målte størrelsen på testiklerne hos 6200 drenge i alderen 0-19 år og fandt, at de er begyndt at vokse i 12-års-alderen – hvilket er det første tegn på pubertetens begyndelse – hvorimod væksten startede i 13-års-alderen hos drenge, der deltog i en tilsvarende undersøgelse i 1980.
Den tidlige pubertet – som jo markerer overgangen fra barn til kønsmoden voksen – bekymrer forskerne, fordi den accelererede fysiske udvikling ikke modsvares af en tilsvarende hurtigere social og mental modningsproces. Det kan skabe problemer, når den lille voksne skal omstille sin adfærd til nogle sociale rammer, der har helt andre spilleregler end i barndommen, hvor vedkommende følelsesmæssigt er mest på hjemmebane. Adskillige undersøgelser har vist, at jo tidligere piger kommer i puberteten, desto større er risikoen for, at de udvikler depression og angst. For både drenge og piger gælder det desuden, at tidlig pubertet hænger sammen med en øget tendens til at ryge, begå kriminalitet og debutere seksuelt i en yngre alder.
Tilsyneladende kan der også være alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser ved at komme for tidligt i puberteten. I en stor, norsk undersøgelse fra universiteterne i Bergen og Tromsø, som blev offentliggjort i 2007, fulgte man gennem næsten 40 år over 60.000 kvinder, som alle havde oplyst, hvornår de var kommet i puberteten.
Det viste sig, at for hvert år kvindernes pubertet var rykket frem, steg deres dødelighed med 2,4 pct. Kvinder, der havde haft deres første menstruation, inden de fyldte 13 år, løb således en 12 procent større risiko for at dø af kræft, hjerte-kar-sygdomme, hjerneblødninger, ulykker eller helt andre årsager end kvinder, der først fik menstruation, efter de var fyldt 17 år.
Den norske undersøgelse giver ingen forklaring på, hvorfor det er sådan, men flere andre forskere har sandsynliggjort, at tidlig pubertet medfører en øget risiko for at få brystkræft eller kræft i æggestokkene. Tidligere mente man også, at der var større tendens til at udvikle fedme senere i livet, hvis man var kommet tidligere i puberteten, men den sammenhæng er nu draget i tvivl. Tilsyneladende forholder det sig faktisk omvendt, så det i stedet er fedme i barndommen, som kan føre til en tidlig pubertet.
Nyt blad: Læs blandt andet om forskernes nye våben mod virus og om grækernes demokrati, som byggede på slaveri.
Gratis: Download et helt nummer af Illustreret Videnskab. Det er gratis, du skal blot være registreret bruger af illvid.dk.
Abonnement: Giv Illustreret Videnskab i konfirmationsgave. Køb syv numre for kr. 299.
Psykologi & adfærd: En simpel test kan kortlægge dit genom.
Abonnement: Giv et abonnement på Illustreret Videnskab som gave. Seks numre koster kr. 299,00.