strække sig top

Videnskaben forklarer: Derfor strækker vi os

Et af de gængse morgenritualer er, at vi strækker os efter en lang nattesøvn for at komme ud af døsen. Men hvorfor laver vi de langstrakte bevægelser med armene? Videnskaben forsøger at give svaret.

1. september 2009 af Karine Kirkebæk

Vi kender alle den næsten ubærlige trang til at strække vores enten lille eller store krop.

Men forskerne ved ikke med sikkerhed, hvorfor vi strækker os.

En teori er, at vi ved at strække os vækker kroppen og hjernen til live efter en lang og ineffektiv nat i sengen.

Vi strækker os for at vække hjertet

Mens vi sover, slår hjertet langsommere, blodtrykket daler, lungerne trækker sig sammen, og musklerne er slappet helt af. Når vækkeuret ringer tidligt om morgenen, skal kroppen vågne.

Ved at strække os vækker vi musklerne, udvider lungerne og får gang i blodomløbet. Blodet bringer mere ilt rundt i kroppen, samtidig med at det fjerner nattens affaldsstoffer.

Desuden får hjernen besked om at give slip på søvnen og skifte til vågen tilstand. Men det er ikke kun om morgenen, vi strækker os. Typisk sker det, når kroppen har været i den samme stilling i længere tid ad gangen.

Dyr strækker sig også

Nogle forskere mener, at vi strækker os for at mærke kroppen og få en fornemmelse af vores krops stilling i rummet. Og det er både voksne, børn, fostre og dyr, der strækker sig.

Fisk spreder og vifter for eksempel med finnerne, hunde og katte strækker forpoterne fremad og svajer i ryggen, mens høns strækker hals og den ene sides vinge og ben. Når dyr strækker sig, kaldes det for pandikulation og ikke, at de strækker sig.

Helt generelt mener forskere, at vi strækker os for at gøre vores muskler og led fleksible, øge blodcirkulationen og mindske stress.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: