Girl swimming

Hvorfor suger hår vand?

Burde vandet ikke prelle af, når håret bliver vådt?

8. marts 2010

Fra naturens side er menneskehår vandskyende, men vi behandler det på en sådan måde, at det suger vand i stedet.

Hår består af døde celler, der indeholder fibre af proteinet keratin. Det inderste i et hår består af aflange celler, og yderst er der fem-ti lag af nogle flade skæl, der overlapper hinanden ligesom tagsten og dækker stråets kerne helt.

Når håret gror ud, har skællaget på ydersiden en tynd cellevæg af proteiner med fedtstoffer. Fedtet er vandskyende, og effekten forstærkes af talg, en slags fedtet voks, som hårsækkene udskiller. Dette naturlige talglag vasker vi konstant af med shampoo. Desuden skader vi håret både mekanisk og kemisk, fx ved at få lavet permanentkrøller hos frisøren.

Skadet hår har områder, hvor det yderste, beskyttende cellelag på hårstrået flosser eller ligefrem mangler, og det afdækker strukturer, der tiltrækker vand. Et af formålene med hårbalsam er at efterlade en hinde på hvert enkelt hår, så det får i hvert fald en del af sine vandskyende egenskaber tilbage.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: