Kan man blive træt af frisk luft?

Hvorfor bliver man træt af at være ude i frisk luft en hel dag? Er det virkelig luften, der virker trættende?

1. september 2009

Man siger jo, at det er den friske luft, man bliver træt af, men det er faktisk ikke tilfældet. Luften indeholder ude som inde 21 pct. ilt, og vi optager ikke mere ilt, end vi skal bruge, så det er ikke luften i sig selv, vi bliver trætte af. Man kunne måske forklare trætheden med, at vi som regel er mere aktive, når vi er ude, end når vi opholder os indendørs. Men det giver ikke svar på, hvorfor vi føler os trætte af “al den friske luft”, når vi har ligget og daset på stranden en hel dag eller været med som doven og afslappet passager på en sejlbåd. Forklaringen er snarere, at vi får så mange sanseindtryk i løbet af en dag uden døre, at vi bliver trætte. Blæsten, varmen eller kulden, solen, lydene og alt, hvad vi ser, bombarderer vores sanseceller, så vi bliver trætte. Det er blandt andet en erfaring, som behandlere har gjort, når de forsøger at stimulere de svækkede sanser hos multihandicappede mennesker. Det foregår ganske vist ikke uden døre, men i såkaldte “snoezelrum”. Her ligger de handicappede typisk på en skvulpende vandseng i et rum med forskellige lyde, musik, havbrus eller måske hvalsang og med lys i forskellige farver, der bevæger sig over vægge og loft. Dette virker særdeles stimulerende på de handicappede, men efter bare 15-20 minutter kan det blive for meget med dette sansebombardement, og de risikerer at falde i søvn.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: