Kan shampoo reparere skadet hår, som reklamerne lover?

Man ser ustandselig reklamer, der hævder, at forskellige produkter kan reparere spaltet og ødelagt hår. Har det virkelig noget på sig?

1. september 2009

Hårplejeprodukter kan ikke reparere skadet hår – de kan højst give det et kosmetisk løft. Hverken shampooer eller hårkure kan ernære håret, da hår er døde strukturer og derfor ikke kan vækkes til live eller regenerere. Dog vil man ofte kunne se forskel på håret efter en længerevarende behandling med plejende shampooer eller hårkure. Produkterne gør ikke håret bedre eller sundere, men de kan ofte få det til at se pænere ud. Princippet er det samme, som når træværk (der også er dødt) holder bedre, hvis det bliver påført maling eller træbeskyttelse. De fleste hårplejeprodukter virker ved at lægge sig som en hinde omkring de enkelte hårstrå, så hårets flossede kanter bliver lagt ned, og håret ikke længere ser spaltet ud. Ifølge firmaerne er nogle produkter også i stand til at trænge dybt ind i håret, hvorved effekten af behandlingen varer længere. Denne virkning er dog omdiskuteret. Hår har en naturlig vækstperiode på cirka tre år. Når det hurtigt bliver spaltet og grimt, skyldes det primært de belastninger, vi udsætter det for. Især sollys og saltvand samt hyppige permanentbehandlinger og farvninger er med til at ødelægge hårstråene.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: