Minikamera fotograferer brysters indre

Ny teknik kan opdage brystkræft tidligt

1. september 2009

Normalt bruger læger røntgenbilleder, skanninger og vævsprøver til at undersøge kvinder for brystkræft. Men nu har en amerikansk kræftlæge sammen med et privat firma udviklet et nyt instrument, der kan se den frygtede brystkræft, længe før en svulst kan opdages ved hjælp af de almindelige metoder. Dr. William Dooley, som er leder af brystcenteret ved Johns Hopkins Medical Institutions i USA, har udviklet et ultrafint kamera – et såkaldt endoskop – som kan føres ind i brystet gennem brystvorten og videre gennem brystets mælkekanaler. Endoskopet er mindre end én millimeter i diameter og kan tage forstørrede billeder af brystvævet. Når endoskopet er ført ind i brystet, kan lægen føre det lille kamera rundt og følge dets op til 60 gange forstørrede optagelser af vævet på en billedskærm. Når endoskopet er ført ind i en mælkegang, sprøjtes en saltvandsopløsning ind, som får mælkegangen til at åbne sig og give fri adgang for kameraet. Det kan nu opdage ødelæggelser i vævet, hvis størrelse er helt ned til en hundrededel af de ødelæggelser, som kan ses med en mammografi. Teknikken kan fx bruges til kvinder, som har udflåd fra brystvorten. Udflåddet kan være tegn på mulig brystkræft, som ikke kan ses ved almindelige undersøgelser. Endoskopet er også en hjælp, hvis en svulst skal fjernes fra et bryst. Apparatet gør nemlig lægerne i stand til at se svulstens grænser uhyre nøjagtigt, så lægerne kan begrænse det område, som skal skæres væk.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: